Polen - økonomi

Polen - økonomi, Polen havde fra slutningen af 1940'erne og indtil 1989 en socialistisk planøkonomi, som var tæt integreret med de øvrige COMECON-lande. Efter Władysław Gomułkas fald i 1970 fulgte et par år med relativt stor politisk frihed og en lånefinansieret økonomisk fremgang, men efter oliekrisen i 1973 afløstes fremgangen af en dyb økonomisk krise med faldende vækst og høj inflation. Regeringen genindførte stram kontrol med økonomien, men mod slutningen af 1970'erne var situationen blevet så alvorlig, at Polen dels blev ramt af mangel på basale varer og prisstigninger, dels måtte indstille betalingerne på udlandsgælden. De økonomiske problemer førte til dannelsen af fagforeningen Solidaritet, som iværksatte så kraftig modstand mod regimet, at landet blev erklæret i krigsretstilstand. 1980'erne var derefter præget af økonomisk stagnation, varemangel og betydelige prisstigninger.

Efter systemskiftet i 1989 gennemførte den nye Solidaritets-ledede regering i januar 1990 et økonomisk stabiliseringsprogram og systematiske strukturreformer. Udenrigshandelen blev liberaliseret, valutaen, zloty, gjort gradvis konvertibel, udenlandske investeringer blev tilladt, og de statsejede virksomheder blev underlagt et privatiseringsprogram. Reformpolitikken berørte også den finansielle sektor. Centralbanken opgav sine kommercielle aktiviteter, mens nye banker dannedes, og børsen i Warszawa, som havde været lukket siden 1948, blev genåbnet. Den private sektors andel af BNP steg fra 18% i 1989 til 70% i 1999. Finans- og pengepolitikken blev strammet, og zlotyen bundet til dollar som et anker i regeringens bestræbelser på at nedbringe inflationen, der i 1989 havde været tæt på 300%. Samtidig tilstræbte regeringen en reorientering af udenrigshandelen og hurtig integration i de vestlige økonomiske og politiske samarbejdsorganisationer. Det viste sig imidlertid svært at få hurtig bugt med inflationen, som i 1990 var på næsten 600%, hvilket resulterede i en markant forværring af konkurrenceevnen og betalingsbalancen, alt imens produktionsværdien faldt, arbejdsløsheden steg, og den uformelle økonomi bredte sig. Allerede i 1991 måtte zlotyen devalueres, og dollar-bindingen opgives. Zlotyen blev herefter bundet til en kurv bestående af fem valutaer, fra 1999 dollar og euro, som dens værdi løbende er blevet nedskrevet over for. Nedskrivningstakten reguleres i overensstemmelse med inflationsudviklingen for at holde konkurrenceevnen nogenlunde neutral.

Polens politiske tilnærmelser til de vestlige lande blev i 1991 belønnet dels med en associeringsaftale med EU, som trådte i kraft i 1993, dels med en gældseftergivelse fra landets offentlige kreditorer mod efterlevelse af en række stabiliseringspolitiske krav fra IMF. Også de kommercielle kreditorer eftergav polsk gæld i 1994. Den økonomiske udvikling vendte i 1992, og derefter har Polen oplevet høje vækstrater, 1994-98 på over 6% i årligt gennemsnit, siden en smule lavere, men transformationen af det økonomiske system anses for at være den måske mest vellykkede blandt de tidligere østeuropæiske planøkonomier; det er fx i høj grad lykkedes at tiltrække udenlandske investeringer. Inflationen var i 1995 kommet så meget under kontrol, at regeringen gennemførte en pengeombytning: 1 ny-zloty erstattede 10.000 zloty. Overgangen fra plan- til markedsøkonomi var i 1996 så fremskreden, at Polen blev optaget i OECD, ligesom landet i 1998 indledte forhandlinger med EU om fuldt medlemskab; dette blev en realitet med den store udvidelse i 2004. Landets indtræden i eurozonen er planlagt til 2011. Polens aktuelle økonomiske problemer knytter sig herefter især til arbejdsløsheden og den udbredte fattigdom, et fortsat betydeligt underskud på betalingsbalancen, en stigende offentlig pensionsbyrde og et ineffektivt landbrug. I modsætning til de øvrige planøkonomier nationaliserede Polen ikke de mange små landbrug, men de forblev ineffektive og har også efter systemskiftet haft svært ved at udvikle produktiviteten; de beskæftiger således 16% af den erhvervsaktive befolkning, men bidrager kun med ca. 4% til BNP. EU-medlemskabet åbner store udviklingsperspektiver for sektoren, men den risiko foreligger, at underbeskæftiget arbejdskraft herfra kommer til at øge den i forvejen voldsomme arbejdsløshed (18% i 2005).

Polens langt vigtigste handelspartner er Tyskland, som i 2005 tegnede sig for knap 30% af den samlede udenrigshandel. Danmarks samhandel med Polen har været i kraftig vækst siden 1990, og en lang række danske virksomheder har flyttet produktion til eller investeret i Polen, herunder Danfoss, NKT, Carlsberg, Unibank, Egmont og flere tøjproducenter. Danmarks eksport til Polen var i 2005 på 10,3 mia. kr., mens importen derfra var på 8,9 mia. kr.

Læs mere om Polen.