Friedman og de øvrige monetarister tog udgangspunkt i den ældre kvantitetsteori, der antog, at forholdet mellem pengemængden og nominelt BNP var stabilt. Dette forhold er kendt som pengenes omløbshastighed. Er omløbshastigheden stabil, kan centralbanken bestemme størrelsen af det nominelle BNP (BNP i løbende priser) ved at styre pengemængden. Hvis ydermere det reale aktivitetsniveau (BNP) på længere sigt udvikler sig stabilt, som Friedman også argumenterede for, vil en stabil udvikling i pengemængden føre til en stabil prisudvikling, dvs. inflation, og den årlige vækstrate i pengemængden vil bestemme inflationens niveau. Det var baggrunden for Friedmans berømte udsagn: "Inflation er altid og overalt et monetært fænomen".
I monetaristernes tankegang var det altså centralbankernes pengepolitik, der var afgørende for at stabilisere efterspørgslen og dermed den økonomiske udvikling over konjunkturcyklen, og ikke regeringernes finanspolitik, som keynesianerne lagde vægt på. Samtidig mente monetaristerne, at det vigtigste pengepolitiske mellemmål var en stabil udvikling i pengemængden.
Hertil kom, at Friedman og de øvrige monetarister lagde større vægt på de langsigtede konsekvenser af den økonomiske politik og mente, at økonomien af sig selv efter nogen tid ville vende tilbage til et stabilt ligevægtsniveau, hvis den blev ramt af et stød til konjunkturerne. Friedman udtrykte det sådan, at Phillipskurven, som viser sammenhængen mellem arbejdsløshed og inflation, på lang sigt vil være lodret. Det vil sige, at der kun er ét bestemt ledighedsniveau (det strukturelle ledighedsniveau), der er foreneligt med et stabilt inflationsniveau. Hverken finans- eller pengepolitik kan altså på lang sigt påvirke aktivitetsniveauet og dermed beskæftigelsen i økonomien – det vil være bestemt af strukturelle faktorer. Monetaristerne var enige med keynesianerne i, at man godt på kortere sigt kan påvirke beskæftigelsen og dermed i princippet føre en aktiv stabiliseringspolitik, men Friedman og mange andre var samtidig skeptiske overfor, hvor effektivt det var muligt at gøre dette i praksis. Det kan blandt andet være, fordi beslutningstagerne ikke altid har tilstrækkelig information om økonomiens tilstand, og politiske beslutninger først virker med en vis forsinkelse. Et forsøg på aktivt at styre konjunkturerne risikerer derfor at gøre mere skade end gavn.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.