Monetarisme er en særlig makroøkonomisk tankegang, som blev kendt fra 1960’erne og opnåede sin storhedstid i de følgende årtier. De centrale monetaristiske synspunkter er, at udviklingen i pengemængden har afgørende betydning for den økonomiske aktivitet og inflationen, og at centralbankernes pengepolitik bør koncentrere sig om at sikre en stabil vækst i udbuddet af penge. Mens udviklingen siden har vist, at pengemængden i praksis er for upræcist et styringsinstrument, indgår flere andre af de oprindelige monetaristiske tanker i dag i den økonomiske mainstreamtankegang – herunder at centralbankernes beslutninger er et centralt element i den økonomiske politik.

Faktaboks

Etymologi
Ordet monetarisme kommer af engelsk monetary 'angående penge', af latin monetarius, af moneta 'mønt', og -isme. Karl Brunner anvendte som den første betegnelsen i 1968.

Monetarismens mest berømte fortaler var Milton Friedman. Andre væsentlige bidragydere var Philip Cagan, Karl Brunner, Allan Meltzer og David Laidler.

Fremkomst

Milton Friedman blev især kendt fra 1960’erne for sine ideer, der på flere måder stod i kontrast til den keynesianske tankegang, der dominerede den makroøkonomiske tænkning på dette tidspunkt. Sammen med økonomen Anna Schwartz udgav Friedman i 1963 hovedværket A Monetary History of the United States, 1867–1960. Her argumenterede de for, at hovedårsagen til Den store Depression i 1930’ernes USA var, at den amerikanske centralbank havde ført en forfejlet pengepolitik, der havde ført til en alt for lille pengemængde. I modsætning hertil spillede monetære forhold i den oprindelige keynesianske tankegang kun en beskeden rolle i bestemmelsen af den samlede efterspørgsel i økonomien.

Monetarismens hovedindhold

Friedman og de øvrige monetarister tog udgangspunkt i den ældre kvantitetsteori, der antog, at forholdet mellem pengemængden og nominelt BNP var stabilt. Dette forhold er kendt som pengenes omløbshastighed. Er omløbshastigheden stabil, kan centralbanken bestemme størrelsen af det nominelle BNP (BNP i løbende priser) ved at styre pengemængden. Hvis ydermere det reale aktivitetsniveau (BNP) på længere sigt udvikler sig stabilt, som Friedman også argumenterede for, vil en stabil udvikling i pengemængden føre til en stabil prisudvikling, dvs. inflation, og den årlige vækstrate i pengemængden vil bestemme inflationens niveau. Det var baggrunden for Friedmans berømte udsagn: "Inflation er altid og overalt et monetært fænomen".

I monetaristernes tankegang var det altså centralbankernes pengepolitik, der var afgørende for at stabilisere efterspørgslen og dermed den økonomiske udvikling over konjunkturcyklen, og ikke regeringernes finanspolitik, som keynesianerne lagde vægt på. Samtidig mente monetaristerne, at det vigtigste pengepolitiske mellemmål var en stabil udvikling i pengemængden.

Hertil kom, at Friedman og de øvrige monetarister lagde større vægt på de langsigtede konsekvenser af den økonomiske politik og mente, at økonomien af sig selv efter nogen tid ville vende tilbage til et stabilt ligevægtsniveau, hvis den blev ramt af et stød til konjunkturerne. Friedman udtrykte det sådan, at Phillipskurven, som viser sammenhængen mellem arbejdsløshed og inflation, på lang sigt vil være lodret. Det vil sige, at der kun er ét bestemt ledighedsniveau (det strukturelle ledighedsniveau), der er foreneligt med et stabilt inflationsniveau. Hverken finans- eller pengepolitik kan altså på lang sigt påvirke aktivitetsniveauet og dermed beskæftigelsen i økonomien – det vil være bestemt af strukturelle faktorer. Monetaristerne var enige med keynesianerne i, at man godt på kortere sigt kan påvirke beskæftigelsen og dermed i princippet føre en aktiv stabiliseringspolitik, men Friedman og mange andre var samtidig skeptiske overfor, hvor effektivt det var muligt at gøre dette i praksis. Det kan blandt andet være, fordi beslutningstagerne ikke altid har tilstrækkelig information om økonomiens tilstand, og politiske beslutninger først virker med en vis forsinkelse. Et forsøg på aktivt at styre konjunkturerne risikerer derfor at gøre mere skade end gavn.

Storhedstid

Monetarismens ideer fik stigende indflydelse igennem 1970’erne, hvor verden oplevede voksende inflationsrater, og den traditionelle keynesianske tankegang løb ind i vanskeligheder med at forklare den stagflation, der blev typisk for årtiet. I 1979 skiftede den amerikanske centralbank over til at følge en monetaristisk inspireret pengepolitik, og en tilsvarende udvikling skete blandt andet i Storbritannien.

I de følgende år faldt inflationen internationalt. Det viste sig dog i løbet af 1980’erne og 1990’erne, at monetaristernes tro på, at pengeefterspørgslen og dermed omløbshastigheden var stabil, ikke var berettiget. Det skyldes blandt andet, at den måde, betalingsformidlingen foregår på, ændrer sig over tid på grund af teknologiske nyskabelser og andre forhold. Dermed vil en konstant vækstrate i udbuddet af penge heller ikke sikre en stabil økonomisk udvikling. Efterhånden er der derfor opstået en almen forståelse blandt centralbanker af, at pengemængdemål ikke er et velegnet styringsinstrument. Moderne centralbanker har typisk som hovedopgave at sørge for en lav og stabil inflation, men det sker normalt ved at justere de pengepolitiske renter i henhold til en officiel inflationsmålsætning, der er en mere fleksibel strategi end et simpelt pengemængdemål.

Monetarismens indflydelse i dag

Monetarismen i sin oprindelige rene form med fokus på pengemængdemål er dermed ikke en særlig udbredt holdning i dag, men indflydelsen fra flere oprindeligt monetaristiske synspunkter er indgået i den almindelige moderne mainstreamøkonomiske tankegang. Det er nu almindeligt anerkendt, at såvel pengepolitik som finanspolitik kan påvirke konjunkturudviklingen. Afhængigt af den konkrete situation kan pengepolitik i nogle henseender være det mest effektive instrument i stabiliseringspolitikken, mens det i andre situationer vil være finanspolitikken. Samtidig er der i dag udbredt konsensus om, at disse former for økonomisk politik ikke permanent kan fastholde en arbejdsløshed, der er lavere end den strukturelle ledighed (dvs. Phillipskurven er lodret på lang sigt). Ligeledes er der nu til dags større opmærksomhed om de praktiske begrænsninger ved at finetune den økonomiske politik, selvom det fortsat er omdiskuteret, hvor kraftige disse begrænsninger er.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig