Fiskeripolitik er nationale og internationale love og aftaler, der regulerer udnyttelsen af fiskeresurserne, herunder regler for forarbejdning af og handel med fiskeprodukter. Hertil kommer en række forhold, som er tilknyttet fiskeripolitikken, men som egentlig er regional-, social- og beskæftigelsespolitik. EU's fiskeripolitik angiver de overordnede rammer for dansk fiskeripolitik, se EU (5.4 den fælles fiskeripolitik).

Fiskerireguleringens instrumenter kan opdeles i to grupper: biologisk orienterede instrumenter og økonomisk orienterede reguleringer. De biologisk orienterede instrumenter omfatter fredningsperioder, fredede områder, mindstemål, krav til redskaber, herunder maskestørrelsesbestemmelser, og totalkvoter. Totalkvoter, Total Allowable Catches, TAC (se fiskekvote), angiver den samlede tilladte fangstmængde af en bestemt bestand i et givet område for en given periode. Med den metode beskyttes bestandene, men resultatet er også fiskestop, stigende omkostninger og risiko for, at fiskerikapaciteten udvides for at sikre en større andel af kvoten. De øvrige biologisk orienterede instrumenter er egnede midler til beskyttelse af bestandene og sikring af bedre fremtidige fiskerimuligheder, men de kan ikke forhindre overkapacitet.

De økonomisk orienterede reguleringer omfatter licensordninger og fangstafgifter. Fangstlicenser kan være udformet som en tilladelse til at deltage i et bestemt fiskeri, som en tilladelse til at fange en given fiskemængde, en individuel kvote, eller som en tilladelse til at fiske et bestemt antal dage, en indsatskvote. Ved alene at bruge en tilladelse opnås kun en begrænsning i antallet af fiskefartøjer, men den regulerer ikke det enkelte fartøjs fiskeri. Ved en individuel kvote begrænses såvel antallet af fartøjer som det samlede fiskeri, mens en indsatskvote begrænser antallet af fiskedage, men ikke den samlede fangstmængde. Individuelle kvoter kan gøres omsættelige, og handel med dem kan sikre høj effektivitet i fiskeriet, samtidig med at bestandene beskyttes. Fangstafgifter kan som individuelle omsættelige kvoter fremme effektiviteten, samtidig med at bestandene beskyttes, idet en fangstafgift reducerer fiskeriindsatsen.

Totalkvoter anvendes i en række lande, bl.a. EU-landene, men de er udsat for megen kritik, og nye systemer diskuteres til stadighed. Indsatskvoter har været afprøvet, men har vist sig ikke at kunne forhindre overfiskeri og fangstkapacitetsudvidelse. Individuelle, omsættelige kvoter er afprøvet i bl.a. Island og New Zealand og lever op til kravet om at fremme effektiviteten, samtidig med at bestandene beskyttes. I Danmark og det øvrige EU er der stigende interesse for økonomiske styringsinstrumenter, men individuelle, omsættelige fangstkvoter og fangstafgifter er hidtil ikke blevet anvendt. Se også fiskeriøkonomi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig