Nasdaq Copenhagen på Nikolaj Plads
Bygningen på Nikolaj Plads i København, hvor det tidligere Københavns Fondsbørs, nu Nasdaq Copenhagen, har til huse.

Københavns Fondsbørs var i 1800- og 1900-tallet Danmarks centrale markedsplads for værdipapirer. Den havde frem til 1974 til huse i Børsen på Slotsholmen i København.

Faktaboks

Også kendt som

Nasdaq OMX

Nasdaq Copenhagen

Fra 1996 mistede Københavns Fondsbørs sin eneret til at drive finansiel børsvirksomhed i Danmark. Den har siden 2007 været en del af amerikanske Nasdaq og hedder nu Nasdaq Copenhagen. Den er reguleret af Lov om værdipapirhandel.

Historien bag Københavns Fondsbørs

Handel med værdipapirer kan i Danmark dateres til 1700-tallet. Det var dog først med Mæglerforordningen fra 1808, at der blev tale om en organiseret markedsplads. Den foregik på Børsen, som oprindelig var opført som en varebørs.

Omkring 1840 blev der i børshandelen introduceret et auktionssystem, hvorefter værdipapirerne blev handlet i en bestemt rækkefølge. Handeler i ét papir blev således afsluttet, før handeler i det næste blev påbegyndt.

Denne såkaldte opråbsnotering fungerede, indtil børshandelen i 1988 overgik til et elektronisk handelssystem, hvortil der er knyttet et informationssystem.

Oprindelig omfattede de handlede værdipapirer kun aktier og obligationer, men siden 1988 er der også blevet handlet med optioner, futures og andre afledte fordringer, såkaldte derivater.

Indtil 1974 havde Fondsbørsen til huse i Børsen, derefter på Nikolaj Plads 6, hvor Nasdaq Copenhagen fortsat ligger.

Fra Københavns Fondsbørs til Nasdaq Copenhagen

I henhold til lovgivningen påhviler der Fondsbørsen et ansvar for, at børsvirksomheden foregår på en hensigtsmæssig og betryggende måde. Dette skal ske gennem opbygning af de nødvendige handels- og informationssystemer. Det skal endvidere sikres, at handelen og prisdannelsen foregår på en redelig og gennemskuelig måde.

I 1996 blev Københavns Fondsbørs omdannet fra selvejende institution til aktieselskab, og aktiekapitalen blev fordelt blandt medlemmerne (børshandlerne) og udstederne af aktier og obligationer.

I 1997 blev Garantifonden for Danske Optioner og Futures sammenlagt med Københavns Fondsbørs, og Fondsbørsen varetog dermed såvel handelen som garantifunktionen for optioner og futures.

Siden 1996 har Københavns Fondsbørs ikke længere haft eneret på at drive børsvirksomhed i Danmark. I 2005 blev Københavns Fondsbørs solgt til svensk-finske OMX AB og indgik i OMX' Nordiske Børs, som i 2007 blev overtaget af den amerikanske børs Nasdaq, der ændrede navnet til Nasdaq OMX. Siden 2015 har navnet været Nasdaq Copenhagen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig