Ordet kurs er en ældre betegnelse for prisen på et finansielt instrument eller et betalingsmiddel. Prisen på valuta udtrykkes i valutakursen. Det samme gælder obigationskursen, der i daglig tale er prisen på en obligation. Prisen på aktier kaldes ofte aktiekursen, men en bedre betegnelse er nok aktieprisen eller prisen på aktien.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer via fransk cours fra latin cursus 'løb, forløb', perfektum participium af currere 'løbe'.

Kurs eller pris?

Om man bruger eller bør bruge ordet pris eller kurs, afhænger af, om det omhandlede instrument har en naturlig og veldefineret mindste mængdeenhed.

Aktiekurser

Aktier udstedes i stk. Selskabets samlede aktiekapital kan være – men er ikke nødvendigvis – opdelt i aktieklasser. Indenfor hver aktieklasse har selskabet udstedt et bestemt antal aktier. Prisen opgives derfor naturligt som netop en pris på 1 aktie.

Hvorfor aktiekurs?

Tidligere blev aktier – på samme måde som obligationer – udstedt med udgangspunkt i en bestemt del af selskabets aktiekapital. Derfra stammer traditionen med at benævne prisen med aktier som en kurs eller en aktiekurs.

Obligationskurser

Danske obligationer udstedes ikke i en bestemt enhed. Hver enhed af obligationen udtrykkes som en andel af lånets ovedstol. Prisen er defineret ud fra restgælden på det givne tidspunkt og er normalt – men ikke altid – betalingen for 100 kr. af lånets restgæld. Det er i denne sammenhænmg vigtigt at forstå, at hovedstolen er den samme i hele lånets og obligationens levetid, men at restgælden ikke nødvendigvis er det. Prisen kan efter andre konventioner også udtrykkes som betalingen for andre andele af restgælden. Derfor taler man om kursen på en obligation.

Valutakurser

Prisen på valuta er bytteforholdet mellem to betalingsmidler og udtrykkes i de internationale markeder som sådan. I daglige tale og over for private udtrykkes valutakursen ofte som prisen for at købe eksempelvis 1 eller 100 enheder af den fremmede valuta.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig