Lønsumsafgift, skat, der pålignes den samlede lønsum hos arbejdsgiverne uden hensyntagen til fordelingen på lønmodtagere. Sådanne skatter anvendes i nogle lande til finansiering af sociale ordninger, men i de fleste lande opkræves sådanne bidrag ikke af den samlede lønsum, men af den enkelte ansattes løn, som det også kendes fra arbejdsmarkedsbidraget i Danmark. Da Danmark i 1988 erstattede en række arbejdsgiverafgifter med den såkaldte Ambi, blev finansielle virksomheder pålagt en lønsumsafgift, fordi de ikke i nævneværdigt omfang skulle betale Ambi, da denne blev beregnet på omtrent samme grundlag som momsen.