Det marginale substitutionsforhold, inden for den økonomiske forbrugs- og produktionsteori en angivelse af, hvor meget af én vare der skal til for at erstatte en (lille) enhed af en anden vare. Dette erstatnings- eller bytteforhold er betinget enten af forbrugernes subjektive vurdering eller af de tekniske forhold i produktionen, og det vil normalt variere med det aktuelle forbrug eller for virksomhedens vedkommende med den aktuelle produktionsplan. Anvendes der meget af en given vare, må det forventes, at der skal bruges mindre af en anden vare for at erstatte en enhed sammenlignet med, at indsatsen var meget lille. Man taler her om en lov om aftagende marginalt substitutionsforhold, som dog snarere skal ses som en intuitiv plausibel antagelse frem for en empirisk bekræftet sammenhæng.

Det marginale substitutionsforhold har en nøglerolle i teorien om forbrugerens eller producentens tilpasning på markedet, hvor der foreligger givne priser på varerne. Der vil ske en tilpasning af forbrug eller produktion, således at prisforhold kommer i overensstemmelse med det marginale substitutionsforhold, idet der i modsat fald vil kunne opnås yderligere forbedring ved at bytte indsatsen af nogle varer med højere markedspriser ud mod andre med lavere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig