Stabiliseringspolitik er økonomisk-politiske tiltag, der tager sigte på at udjævne konjunktursvingninger, så den økonomiske udvikling bliver stabil og ikke præget af hverken høj arbejdsløshed eller overophedning og inflationsproblemer. Stabiliseringspolitik sigter altså på at påvirke den økonomiske udvikling på kortere sigt. Dermed kan den ses som et supplement til strukturpolitik, hvis formål er at påvirke de underliggende økonomiske forhold på mere permanent basis.

Faktaboks

Også kendt som

konjunkturpolitik

Baggrund

Udsving i konjunkturerne kan påvirke befolkningens levevilkår overordentlig meget og styrer også den almindelige opfattelse af, hvor god den økonomiske situation er. Ikke mindst kan høj arbejdsløshed få meget store negative konsekvenser for befolkningen. Konjunktursituationen har derfor stor politisk bevågenhed, og der er normalt et ønske om, at myndighederne fører såkaldt stabiliseringspolitik med henblik på at mindske konjunkturudsvingene. Det sker ved at føre ekspansiv politik, der stimulerer aktivitetsniveauet, i lavkonjunkturer, og omvendt føre kontraktiv politik, der dæmper aktiviteterne, i højkonjunkturer.

Pengepolitik og finanspolitik

De to vigtigste typer stabiliseringspolitik er pengepolitik og finanspolitik. Pengepolitik føres af centralbanker ved at hæve og sænke de pengepolitiske renter, hvilket især påvirker efterspørgslen via renternes effekt på virksomhedernes investeringer og på valutakursen og dermed udenrigshandelen. Finanspolitik er ændringer i de offentlige indtægter og udgifter og iværksættes derfor af regeringer og parlamenter. Finanspolitik kan bestå af ændrede offentlige investeringer eller offentlige forbrugsudgifter, der påvirker den samlede efterspørgsel i samfundet direkte. Andre finanspolitiske instrumenter er ændringer i indkomstoverførsler, subsidier til virksomhederne og beskatningen, der påvirker befolkningens disponible indkomst og dermed indirekte den private sektors efterspørgsel.

En stor del af den makroøkonomiske diskussion i efterkrigstiden har handlet om, hvilket af de to instrumenter penge- eller finanspolitik der er mest effektivt, og om man overhovedet bør forsøge at udjævne konjunkturerne. Økonomen John M. Keynes, hvis tanker videreførtes af keynesianerne, opfattede finanspolitikken som det mest effektive tiltag, mens monetaristerne anført af Milton Friedman havde mere tiltro til pengepolitikken. I årtierne efter 1980 opnåede også den nyklassiske teori, som var skeptisk overfor det ønskelige i overhovedet at føre aktiv konjunkturpolitik, større opmærksomhed.

Det normale synspunkt er i dag, at såvel penge- som finanspolitik generelt kan være gavnlige instrumenter, som bør anvendes til at afbøde større konjunkturfluktuationer, mens man bør undlade at forsøge at finjustere så meget, at man forhindrer mindre udsving. I særlige situationer vil der være argumenter for, at det ene instrument er mere effektivt end det andet. I situationer, hvor renteniveauet er meget lavt, som det var tilfældet internationalt i en årrække især siden Finanskrisen, kan der opstå en likviditetsfælde, hvor pengepolitik bliver ineffektiv, og finanspolitikken derfor naturligt får et større ansvar.

Danmark

I lande som Danmark, der fører fastkurspolitik, er pengepolitikken koncentreret herom og kan derfor ikke samtidig anvendes til at styre konjunkturerne. Fører man fastkurspolitik, er man dermed henvist til at anvende finanspolitikken som konjunkturstabiliserende instrument. Derfor spiller finanspolitikken en vigtigere rolle i de danske konjunkturdiskussioner end i mange andre lande, hvor centralbanken anses for at være den mest centrale aktør i stabiliseringspolitikken. Også for Danmark gælder det dog som for andre lande, at den internationale økonomiske integration begrænser mulighederne for at føre en effektiv stabiliseringspolitik på nationalt plan.

Andre former for stabiliseringspolitik

Især tidligere har man også anvendt andre stabiliseringsinstrumenter end finans- og pengepolitik. Således førte man i Danmark blandt andet i 1960’erne og 1970’erne aktiv valutakurspolitik og indkomstpolitik, men begge instrumenter viste sig at være problematiske og blev opgivet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig