maksimalrente

Maksimalrente, (1. led afledt af lat. maximus 'størst, vigtigst', af magnus 'stor'), loft over den rentesats, der kan benyttes i et gældsforhold. Bestemmelser derom findes fx i Renteloven, som bl.a. yder forbrugere med en svag økonomi beskyttelse mod at komme til at betale høje renter til deres kreditorer, jf. tidligere tiders bestemmelser om ågerrenter.

I forbindelse med den lovmæssige regulering af pengeinstitutternes rentemarginal i midten af 1970'erne indgik pengeinstitutternes organisationer i forståelse med regeringen og Nationalbanken en indlånsrenteaftale, som fastsatte en maksimalrente for aftaleindskud svarende til diskontoen plus 4%. Fra 1979 afløstes indlånsrenteaftalen i en kort periode af en udlånsrenteaftale, hvorefter pengeinstitutternes gennemsnitlige udlånsrentesatser knyttedes til Nationalbankens diskonto.

En maksimalrente, der fastsættes under ligevægtsrenten på et marked, medfører, at låneudbyderne vil indskrænke deres udbud og placere midler andetsteds, samtidig med at låneefterspørgerne vil ønske at låne større beløb end ellers. Resultatet er, at der opstår overefterspørgsel og kreditrationering. Når der side om side eksisterer regulerede markeder med en politisk bestemt lav rente og uregulerede markeder med en højere rente, vil markedsdeltagere med let adgang til alle markeder kunne opnå gevinster på arbitrage. Hensynet til at sikre de finansielle markeders effektivitet taler herefter stærkt til fordel for at undgå at bruge maksimalrentebestemmelser under normale samfundsøkonomiske vilkår. Desuden viser erfaringen, at der fra politisk side vil opstå krav om at udvide den kvantitative regulering til de uorganiserede markeder.