Konvertering, (afledn. af lat. convertere 'vende rundt'), indfrielse af et konverterbart lån til pariværdi, dvs. til kurs 100. Det konverterbare lån kan alternativt indfries til markedsværdi. Låntager vil derfor kun benytte adgangen til at konvertere, når lånets pariværdi er mindre end markedsværdien.

Konverteringer finder sted ved betydelige fald i renteniveuaet og gennemføres ved en opsigelse af lånet til førstkommende termin. Finansieringen af låneindfrielsen sker som oftest gennem udstedelse af et nyt lån, hvis vilkår er således, at den pålydende rente og dermed lånets ydelse er mindre end på det oprindelige lån. Til konverteringen knyttes ofte en løbetidsforlængelse, således at der opnås større besparelser i lånets terminsydelser.

Faldet i ydelse ved en konvertering afhænger af en række forhold, fx størrelsen af markedsrenteniveauet på konverteringstidspunktet, det oprindelige låns pålydende rente samt de omkostninger, der er forbundet med at gennemføre konverteringen. Også faktorer som restløbetid og skatteforhold har betydning.

Langt størstedelen af de lån, som i Danmark er udstedt med pant i fast ejendom, er konverterbare. Formålet hermed er at give låntager en beskyttelse mod, at lånets værdi overstiger ejendommens værdi ved et rentefald.

I Danmark har der siden realkreditsystemets indførelse i midten af 1800-t. været flere perioder med et stort antal konverteringer; 1885-86, i 1895, 1933-35 og 1942-47 blev der således gennemført et stort antal. Som følge af et kraftigt rentefald fra 1993-94 kombineret med samtidige ændringer i skatte- og realkreditlovgivningen blev der i en efterfgølgende periode konverteret en betydelig del af udstedte realkreditlån.

I tilfælde af betydelige rentestigninger kan der foretages en såkaldt lodret konvertering, dvs. at et lån omlægges til en højere pålydende rente. Formålet hermed er at reducere lånets restgæld og ved et efterfølgende rentefald at konvertere ned til en lavere pålydende rente.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig