Deutsche Bundesbank

Deutsche Bundesbank, Tysklands centralbank, oprettet i 1957 som afløser for Bank Deutscher Länder, der siden 1948 havde fungeret som tysk centralbank. Ifølge Bundesbankloven er det pengepolitikkens hovedformål at fremme indenlandsk prisstabilitet. Banken forventes tillige at støtte den føderale regerings økonomiske politik, men modtager ikke instrukser fra de politiske myndigheder. Valutapolitikken var, inden indførelsen af euro i 2002, en delvis undtagelse herfra, idet beslutninger, som vedrørte det valutakurssystem, som D-marken måtte deltage i, herunder ændringer i D-markens centralkurs, var et regeringsanliggende.

Bundesbanks selvstændige kompetence er underbygget i dens struktur. Det besluttende organ er Zentralbankrat, som består af direktionens otte medlemmer samt ni repræsentanter for Landeszentralbanken. Alle udnævnes af forbundspræsidenten for en otteårsperiode med mulighed for genvalg; repræsentanterne for Landeszentralbanken indstilles af Zentralbankrat. Bundesbanks stærke position i udformningen af centrale dele af tysk økonomisk politik skyldes ikke kun bankens klare målsætning og konstitutionelt sikrede uafhængighed, men også de generelt gode resultater, som tysk pengepolitik har opnået i efterkrigstiden sammenlignet med både andre europæiske lande og tidligere perioder i tysk historie. Internationalt har Bundesbank en stærk position som omdrejningspunktet for det europæiske valutasamarbejde.