A.A., Alcoholics Anonymous, dansk Anonyme alkoholikere, international organisation af alkoholikere, oprettet 1935 i USA af Bill Wilson (1895-1971, egl. William Griffith Wilson), sammen med hans praktiserende læge. Bill Wilson havde selv i en periode misbrugt alkohol som følge af en depression efter en social deroute fra Wall Street ved det store børskrak i 1929. Bevægelsen har haft bemærkelsesværdig succes med at afvænne sine medlemmer gennem selvhjælp, gensidig støtte og gennem troen på en "højere magt".

Det er A.A.s grundholdning, at alkoholisme er en sygdom, og det eneste middel imod den er en fuldstændig og livslang afståen fra alkohol. Bevægelsen arbejder ud fra et program med tolv trin, hvor det første mål for den enkelte er simpelt og overkommeligt: at holde sig ædru en enkelt dag. Målene i programmet bliver mere og mere krævende, men skal opfyldes, for at alkoholikeren kan nå frem til en stadig dybere erkendelse af egen sygelige trang til at drikke.

A.A. organiserer fortrinsvis mænd, men i 1951 blev en kvindeorganisation tilknyttet — Al-Anon, der fortrinsvis består af hustruer til A.A.-medlemmer. A.A. har ud over USA og Canada især opnået udbredelse i Nordvesteuropa. I Danmark slog bevægelsen igennem sidst i 1970'erne og omfatter nu flere hundrede grupper af forskellig art, afhængig af deltagernes habitus. A.A.-grupper indgår ofte som opfølgningsgrupper efter et afvænningsophold, hvor man følger Minnesotamodellen.

Svarende til A.A. findes nu også søsterorganisationen N.A., Narcotics Anonymous, der tager sig af misbrugsproblemer i forbindelse med hash og egl. narkotika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig