Faktaboks

L. Larsen-Ledet
Født
10. september 1881
Død
10. juli 1958

L. Larsen-Ledet, Lars Larsen-Ledet, 10.9.1881-10.7.1958, dansk journalist og afholdsagitator.

Lars Larsen-Ledet indledte i en meget ung alder sin journalistiske virksomhed. Efter studier ved bl.a. Sorbonne og i Oxford blev han i 1905 tilknyttet den radikale avis Jysk Morgenblad, og i 1906 blev han redaktør af det nyoprettede Afholdsdagbladet. Hermed forenede han sin journalistiske begavelse og sin skæbne, at være søn af en alkoholiseret gårdmand.

Under Lars Larsen-Ledets ledelse udviklede Afholdsdagbladet sig til den danske afholdsbevægelses hovedtalerør, og gennem dette og hans mange danske og internationale kontakter blev kampen mod alkoholen organiseret i en efter nogles opfattelse helt fantastisk agitation for gennemførelse af et nationalt alkoholforbud.

Larsen-Ledet må især huskes for sin indsats for gennemførelse af lokalforbud i 1930'erne efter ofte dramatiske lokale krokampe. I 1913 og 1920 stillede han op til Folketinget for Det Radikale Venstre og i 1935 for Socialdemokratiet; han blev dog ikke valgt.

Lars Larsen-Ledet har udgivet sine erindringer i tibindsværket Mit Livs Karrusel (1945-57).

Læs også om L. Larsen-Ledet i Dansk Biografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig