Forbudsbevægelse, folkelig bevægelse, som fra begyndelsen af 1900-t. efter amerikansk inspiration opstod som en udløber af afholdsbevægelsen. Forbudsbevægelsen arbejdede i Danmark og det øvrige Nordvesteuropa for en gennemførelse af forbud mod salg og udskænkning af alkohol.

I Danmark blev der 27.2.1917 indført et midlertidigt forbud mod fremstilling, salg og udskænkning af spiritus. Forbuddet blev ophævet 26.3.1917, og for at sikre staten del i den værdistigning, som forbuddet havde bevirket, indførtes en så effektiv spiritusbeskatning, at videre tale om et landsforbud blev overflødig.

Dele af afholdsbevægelsen havde fra omkring århundredskiftet vha. underskriftsindsamlinger arbejdet mod de lokale sogneråds tildeling eller fornyelse af kroernes næringsbevillinger.

Især Lars Larsen-Ledet agiterede over hele landet for at få de enkelte kommuner tørlagt. Egentlige kommunale afstemninger om spørgsmålet blev mulige med Beværterloven fra 1912, som blev revideret i 1924, og 1924-38 blev et betydeligt antal især jyske sogne lukket for udskænkning og handel med spiritus.

En af forbudsbevægelsens alvorligste modstandere i Danmark var Landsforeningen Den Personlige Friheds Værn, som igangsatte velfinansierede kampagner.

Mens afholdsbevægelsens selvhjælpsarbejde stadig findes inden for en række foreninger, har der ikke eksisteret en forbudsbevægelse efter 1940. Se også forbudstiden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig