Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab er en traktat, dvs. en aftale, mellem landene Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg. Den forpligtede landene på at samarbejde om produktion og handel med kul og stål. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab var en forløber for samarbejdet i EF og senere EU.

Traktaten blev indgået 18.4.1951, og den trådte i kraft 23.7.1952. I modsætning til traktaterne om de to andre europæiske fællesskaber, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og EURATOM, Det Europæiske Atomenergifællesskab, der blev indgået for ubegrænset tid, blev traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab indgået for et tidsrum af 50 år og udløb 23.7.2002.

Ved Kul- og Stålfællesskabet etableredes et overnationalt samarbejde med henblik på at skabe forudsætningerne for en rationel og stabil kul- og stålproduktion ved oprettelse af et fælles marked, men der lå heri også ønsket om at hindre fremtidige krige mellem Tyskland og Frankrig ved at løfte kul- og stålproduktionen op på et overnationalt plan. Kul- og Stålfællesskabets overnationale organer dannede grundlaget for etableringen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) i 1957.

Med Nicetraktaten blev det i 2001 besluttet, at alle EKSF's aktiver og passiver herefter skulle overføres til EU. Provenuet af aktiverne anvendes til at finansiere forskningsaktiviteter i kul- og stålsektoren. I øvrigt finder de almindelige bestemmelser i EF-Traktaten anvendelse på kul- og stålområdet.