Kernen i EMS-samarbejdet var den såkaldte valutakursmekanisme ERM (Exchange Rate Mechanism). Deltagerlandene forpligtede sig til at begrænse valutakursudsvingene i forhold til nogle vedtagne centralkurser. Hvis en valuta nærmede sig øvre eller nedre grænse i EMS-båndet, skulle de nationale centralbanker gribe ind for at holde valutakurserne inden for de aftalte grænser.
Indtil EMS'en brød sammen i 1993 kunne de deltagende valutaer bevæge sig inden for udsvingsgrænser på +/- 2,25% af de aftalte centralkurser. For lande med særlig høj inflation, fx Italien, gjaldt dog bredere udsvingsgrænser frem til 1990, nemlig +/- 6%. Derudover kunne der i særlige situationer og efter gensidig konsultation foretages justeringer af centralkurserne.
I forbindelse med en krise i EMS'en trådte Storbritannien og Italien helt ud af ERM, og efter valutauroen 1993 valgte de tilbageværende lande at udvide de bilaterale bånd til +/- 15%. Dog vedtog Holland og Tyskland ved en separat indbyrdes aftale at bevare det gamle bånd på +/- 2,25% på deres egne valutaer.
Lidt afhængig af temperament kan man sige, at systemet efter en længere periode med spekulationspres brød sammen eller blev suspenderet i august 1993. Et valutakurssystem, som tillader kursudsving på ±15% kan næppe kaldes et fastkurssystem.
ERM findes stadig i form af ERM II, som visse EU-lande uden euro er med i, og som indebærer, at de pågældende landes valutaer kun må svinge inden for bestemte grænser i forhold til euroen. Danmark er med i ERM II.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.