Maastrichttraktaten

Traktaten er en politisk overbygning på indførelsen af det indre marked, der blev vedtaget i 1986 med traktaten Den Europæiske Fælles Akt. De to oprindelige projekter, toldunionen og den fælles landbrugspolitik var ligeledes på skinner, og fem nye medlemmer var optaget. Traktaten var dermed afslutningen på en overgangsfase i samarbejdet, men især begyndelsen på "en ny fase i processen hen imod en stadigt snævrere union mellem de europæiske folk," som der står i traktatens indledning. Traktaten består af tre dele:

• etablering af den Europæiske Union
• et fælles sikkerheds- og udenrigspolitisk samarbejde og
• et tættere samarbejde om retlige og indre anliggender.

Etableringen af en union vedrørte først og fremmest det økonomiske område. Det indre marked skulle fjerne tekniske og andre hindringer for handelen på tværs af landegrænser. Maastrichttraktaten skabte grundlaget for etableringen af en europæisk centralbank, ECB, der skulle sikre prisstabilitet og dermed sikre euroens værdi. Dernæst fastlagde den rammerne for indførelsen af en fælles valuta, euroen, dvs. hvordan det skulle ske i tre faser, og hvilke kriterier et medlemsland skulle opfylde for at kunne tilslutte sig euroen. Denne del af samarbejdet er underlagt afgørelser ved kvalificeret flertal og dermed afgivelse af suverænitet.

Samarbejde om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, FUSP, kræver derimod enighed, og den har generelt været svær at opnå. Sikkerheds- og forsvarsdimensionen skulle varetages af Den Vesteuropæiske Union, WEU, hvilket dog aldrig blev til noget. På trods af bestræbelser på at styrke FUSP, er det fortsat den svagest udbyggede del af traktaten.

På det tredje område lagde traktaten op til at udbygget samarbejde om miljø, klima, forskning, forbrugerpolitik, social- og arbejdsmarkedspolitik, mv. Der blev åbnet for, at emnerne, fx asyl- og indvandringspolitikken kunne overføres til afgørelse ved kvalificeret flertal, og der blev indført et unionsborgerskab. Endelig fik Europa-parlamentet øget magt, idet der dog blev vedtaget et subsidiaritetsprincip, som fastslår, at EU kun kan handle på områder, hvor fælles løsninger er bedre end løsninger i de enkelte medlemslande. Subsidiaritetsprincippet skulle hindre en unødvendig centralisering af beslutningerne.

Da Maastrichttraktaten skulle ratificeres opstod der problemer, idet den danske vælgerbefolkning ved en folkeafstemningstemte nej hertil, mens den franske var på nippet til at stemme nej. Ikke mindst det sidste sendte chokbølger gennem det europæiske establishment, og man søgte at svare igen med en strategi kaldet ÅND – Åbenhed, Nærhed, Demokrati.

I Danmark løste man spørgsmål ved at afholde en anden folkeafstemning efter, at man havde fået accept for indføjelsen af en række danske undtagelser. Efter den danske folkeafstemning d. 2. juni 1992, hvor et beskedent flertal på 50,7 % stemte nej, fik Danmark en særordning, Edinburghafgørelsen omfattende fire danske forbehold. De betød, at Danmark afviste unionstanken på fire områder: unionsborgerskabet, indførelsen af euroen, fælles aktioner på forsvarsområdet, samt overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender.

Et lille flertal af befolkningen på 56,8 % tilsluttede sig særordningen ved en folkeafstemning d. 18. maj 1993. Danmark havde således tilsluttet sig Maastrichttraktaten med fire forbehold.

• Amsterdamtraktaten
• Lissabontraktaten
• danske EU-forbehold