danskhed

Danskhed er dansk mentalitet og kultur, dansk ejendommelighed og tænkemåde. Begrebet bygger på forestillingen om, at det danske folk har en særlig egenart, gudgiven eller som resultat af det danske folks særlige historie; en egen kultur, der som en konstant eller foranderlig størrelse videregives til hver ny generation gennem opvæksten. Danskheden kommer til udtryk både i temperament (karakter) og i den materielle kultur, og den kan iagttages, beskrives og karakteriseres gennem sproget, skikke og holdninger, samfundsorganisation, bygnings- og madkultur m.m. Opfattelsen af, hvad der er det "særligt danske", har skiftet gennem historien.

Holberg bestemte i 1729 den danske nations art og egenskab (i Dannemarks og Norges Beskrivelse) som lydighed mod øvrigheden og med middelmådigheden som dyd. Grundtvig beskæftigede sig i mange af sine sange og skrifter med danskheden; i Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836) definerede han det særligt danske som enheden af kongehånd og folkestemme, fædreland og modersmål. I den politiske diskussion op til Grundlovens indførelse i 1849 argumenterede nationalliberale kræfter for, at en fri forfatning var den oprindelige og dermed den ægte danske styreform. Demokratisk sindelag blev i denne periode gjort til et centralt træk ved danskheden.

I perioden under og efter de slesvigske krige 1848-1850 og 1864 blev danskheden først og fremmest defineret i kontrast til tysk kultur. I første del af 1900-tallet blev folkekarakteren ofte betragtet som udtryk for folkets race, historie eller naturgivne betingelser. Nazitidens brug af raceforklaringer kompromitterede idéen om nationale karakterer i den grad, at få har beskæftiget sig med danskhed i det halve århundrede før 1980'erne, hvor interessen for nationale stereotyper igen dukkede op. Flere af de forfattere, der i 1990'ernes begyndelse søgte at indkredse danskheden, tillagde Holberg og ikke mindst Grundtvig en afgørende indflydelse på danskernes mentalitet. Danskheden, eller den dominerende danske selvopfattelse, anskues som værende bestemt af den lange demokratiske tradition, andelsbevægelsen, forenings- og højskoletraditionen og bondekulturens dominerende position.

I et positivt perspektiv bliver danskheden derfor set som demokratisk sindelag, jævnhed, tolerance, ligefremhed og antiautoritetstro. I et negativt perspektiv ses danskheden som magelig selvtilstrækkelighed, ufunderet bedreværd, smålighed og dyrkelse af Janteloven.