Selvrisiko, i skadesforsikring aftaler af forskelligt indhold, der pålægger sikrede selv at bære en del af tabet ved skader, der er omfattet af forsikringen. Formålet er ofte at opnå en billigere præmie, ved at sikrede selv bærer skader under et vist beløb, men en selvrisiko kan endvidere medvirke til at forebygge skader, ved at agtpågivenheden skærpes fx i erhverv, der forsikringsteknisk vurderes som meget farlige.