Barselsorlov, barselshvile, lovfæstet betalt orlov i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.

Barselloven fra 2006, der indeholder regler om ret til orlov og dagpenge til lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, giver en kvinde ret til fravær fra 4 uger før forventet fødsel og i 14 uger efter; faderen har ret til orlov i 2 sammenhængende uger efter fødslen eller efter modtagelse af barnet i hjemmet eller efter aftale med arbejdsgiveren inden for de første 14 uger efter fødslen. For disse 20 uger har forældrene ret til at modtage barselsdagpenge.

Efter den 14. uge efter fødslen eller modtagelse af barnet har hver af forældrene ret til forældreorlov i 32 uger. Faderen har dog ret til at begynde forældreorloven inden for de første 14 uger efter fødslen. Hver af forældrene har ret til at forlænge forældreorloven fra 32 uger op til 40 uger, og beskæftigde lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende har ret til at forlænge forældreorloven fra 32 uger til 46 uger.

Ved adoption har adoptanterne også ret til barselsorlov. Arbejdsgiveren kan ikke afskedige en medarbejder i orlovsperioden.

Se også børnepasningsorlov.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig