Social dialog, samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter på EU-niveau, oprettet i 1985 på initiativ af Jacques Delors som et led i skabelsen af det indre marked. Tre centrale aktører indgår i den sociale dialog: Unionen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i EU, Det Europæiske Center for Offentlige Institutioner og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation. I samarbejdets første år savnede de vedtagne fællesudtalelser gennemslagskraft, og med EU-Kommissionens sociale handlingsprogram fra 1989 forudså mange den sociale dialogs død. Parterne enedes imidlertid i 1991 om et vidtgående forslag, der blev en del af Maastrichttraktatens sociale protokol. Ifølge forslaget fik parterne ret til at blive hørt i forbindelse med EU-Kommissionens initiativer, og en endnu mere vidtgående bestemmelse var, at de selv fik mulighed for at aftale indholdet i de direktiver, Kommissionen foreslår. Bestemmelsen findes ikke tilsvarende på nationalt plan i noget land. De sociale parter har ved fælles aftaler udnyttet denne mulighed bl.a. i direktiverne om telearbejde (2002) og arbejdsrelateret stress (2004). Fælles arbejdsprogrammer 2003-05 og 2006-08 danner rammen om parternes bestræbelser, hvortil kommer Maastrichttraktatens bestemmelse om parternes ret til at blive konsulteret. Endelig er der gennem slutningen af 1900-t. og begyndelsen af 2000-t. fremvokset en social dialog i over 30 sektorudvalg, hvori arbejdsmarkedets parter laver branchevise aftaler om udvikling og regulering. Se også EU (7.1. social- og arbejdsmarkedspolitik).