Optælling foregår i to omgange. På valgaftenen optælles stemmerne på de enkelte afstemningssteder. Resultatet af optællingen indberettes straks via opstillingskredsene til Danmarks Statistik og det ansvarlige ministerium, som på grundlag heraf foretager en foreløbig beregning af mandatfordelingen mellem partierne og eventuelle kandidater uden for partierne. Dagen efter valget foretages den endelige stemmeoptælling (fintælling) i de enkelte opstillingskredse. Resultaterne af fintællingen indføres i opstillingskredsens valgbog, der indsendes til Danmarks Statistik og det ansvarlige ministerium. På grundlag af valgbøgerne foretages den endelige opgørelse af valgets udfald.
Som første led i valgopgørelsen fordeles kredsmandaterne i de enkelte storkredse blandt partier og eventuelle kandidater uden for partierne på grundlag af de opnåede stemmetal i den pågældende kreds. Siden 2007 er fordelingen sket forholdsmæssigt efter d'Hondts fordelingsmetode; i perioden efter vedtagelsen af 1953-valgloven benyttedes Sainte-Laguës modificerede fordelingsmetode (se Sainte-Laguës fordelingsmetode). I perioden før denne valglov var det også den d'Hondtske metode, der blev anvendt. 1953-valgloven genindførte også kredsmandaternes endelighed, dvs. at vundne kredsmandater ikke mistes, selv om et parti eventuelt har vundet flere kredsmandater, end det skal have mandater i alt (på baggrund af dets samlede vælgertilslutning).
Det er ikke sket siden 1947, at et parti har opnået flere kredsmandater, end det skulle have mandater i alt. Derfor var det overraskende for mange, at der er en sådan regel, da det ved valget 1. november 2022 pludselig viste sig, at Socialdemokratiet havde opnået 50 kredsmandater, men egentlig kun var berettiget til 49 mandater i alt. Men reglen er klar nok, så Socialdemokratiet beholdt naturligvis sine 50 mandater.
For at få andel i tillægsmandaterne skal et parti enten have opnået mindst ét kredsmandat eller i mindst to af de tre landsdele have opnået mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i landsdelen er afgivet pr. kredsmandat, eller have opnået mindst 2 % af de afgivne gyldige stemmer i hele landet. I praksis er det kun 2 %-reglen, den såkaldte spærregrænse, der har betydning.
Tillægsmandaterne fordeles mellem partierne på følgende måde: Efter største brøks metode beregnes, hvor mange af de 175 mandater (med fradrag af eventuelle mandater vundet af kandidater uden for partierne) hvert parti er berettiget til i forhold til sit stemmetal i hele landet. Det antal tillægsmandater, der tilkommer hvert parti, findes derefter som forskellen mellem partiets samlede mandattal og antallet af dets kredsmandater. Partiernes tillægsmandater fordeles derefter på landsdele og til sidst på storkredse efter særlige beregningsregler.
Kommentarer (3)
skrev Henrik Stender Christensen
I version 43 af artiklen blev resultat af Folketingsvalg 2019 tilføjet. Desværre uden Venstre på listen af partier :-O
I efterflg. versioner af artiklen er dette ikke ændret ... men det kan måske nåes inden NÆSTE FV ;-)
svarede Jørgen Elklit
Tak til Henrik for at gøre opmærksom på, at en linje i tabellen var faldet ud. Det er rettet nu. Der er desværre ingen garanti mod, at det ikke kan ske igen, men så håber vi - igen - at blive gjort opmærksom på det!
Venlig hilsen
Jørgen Elklit
skrev Henrik Stender Christensen
Super! Tak for hurtig reaktion - svar.
Mvh Henrik
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.