Kong Frederik 10. på balkonen ud til Christiansborg Slotsplads den 14. januar 2024 efter han var blevet udråbt som konge .
Frederik 9. var konge, da Tronfølgerloven blev ændret i 1953, således at både mænd og kvinder kunne arve tronen. Frederik 9. definerede i høj grad rollen som en moderne monark i Danmark.
Kongen er Kongeriget Danmarks statsoverhoved. Kongen tituleres majestæt. I lovsproget bruges ordet kongen også om en regerende dronning, således som det var tilfældet i Dronning Margrethe 2.s tid som regent.
Siden Kongeloven fra 1665 har kongedømmet været arveligt.
Arvefølgen er fastlagt i Tronfølgeloven fra 1953, der blev ændret i 2009, således at tronen arves af den førstefødte uanset køn, se tronfølge.
Ifølge Grundlovens § 2 er regeringsformen "indskrænket monarkisk". Ordene er vendt mod det enevældige styre i tiden før Junigrundloven af 1849.
Ordene markerer, at Danmark er et monarki, med en monark som statsoverhoved, men at monarkens beføjelser er undergivet de begrænsninger, der følger af det forfatningssystem, som grundlovens øvrige bestemmelser fastlægger.
Disse begrænsninger er meget vidtgående. Ifølge Grundloven har kongen beføjelser inden for både den lovgivende og den udøvende magt. Beføjelserne udøves i Statsrådet og gennem ministrene, og kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.
I overensstemmelse med 1953-grundloven tilkommer der imidlertid ikke kongen nogen kompetence til at handle i statsanliggender uafhængigt af regeringen og ministrene. De nævnte kompetencer for kongen er således både reelt og statsretligt regeringens og ministrenes kompetencer.
Det er regeringen og ministrene, der sammen med Folketinget har den lovgivende magt. Det er regeringen og dens ministre, der har den udøvende magt, og det er statsministeren, der udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.
Kongens manglende kompetence til, uafhængigt af regeringen og ministrene, at handle i statsanliggender følger af grundlovens § 12, § 13 og § 14. I henhold til § 12 udøver kongen sin myndighed gennem ministrene. I § 13 er det bestemt, at kongen er ansvarsfri, mens ministrene er ansvarlige for regeringens førelse. I § 14 hedder det, at kongens underskrift under "de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger" giver disse beslutninger gyldighed, når kongens underskrift er ledsaget af en eller flere ministres underskrift.
Disse regler betyder, at kongen er uden mulighed for i statsanliggender at handle på egen hånd. Kongen har heller ikke nogen vetoret mod de beslutninger, regeringen og ministrene ønsker at træffe. Kongen kan ikke modsætte sig sådanne beslutninger ved at undlade at bidrage med sin underskrift. Hvis kongen nægter at følge en indstilling, som en minister fastholder, vil kongen være forfatningsretligt forpligtet til at bøje sig. Vil kongen ikke det, må han abdicere.
Uden for reglerne om, at ministrenes underskrift er nødvendig, falder kongens rent private dispositioner. I grænseområdet mellem private dispositioner og statshandlinger befinder sig kongens beslutninger om udnævnelse af hoffets embedsmænd, herunder hofmarskalen og kabinetssekretæren, og tildeling af ordensdekorationer. Efter fast praksis træffes sådanne beslutninger uden ministerkontrasignatur.
Kongens deltagelse i statsstyret har i vidt omfang karakter af faktiske handlinger som fx kongens officielle besøg i udlandet og modtagelse af statsbesøg herhjemme samt kongens deltagelse i officielle arrangementer og udtalelser i forbindelse med lejlighedstaler ved historiske mindedage og fx den årlige nytårstale i tv.
Det følger af grundlovens regler om kongens ansvarsfrihed og ministrenes ansvar, at kongen på forhånd bør sikre sig en ministers, normalt statsministerens tilslutning. Hvis det på den anden side drejer sig om udtalelser uden politisk karakter, eller om repræsentative funktioner, der ikke kan opfattes som udtryk for nogen politisk vurdering, er det praksis, at kongen optræde uden en ministers forudgående tilslutning.
I det hele gælder der den praktiske retningslinje, at kongen bør holde sig til det, der er almindelig, bred enighed om. Kongens skal stå som en samlende faktor i statsstyret, ikke som en splittende.
Kongens aflønning, såkaldt apanage, bestemmes ved lov, se civilliste.
Er kongen pga. ophold i udlandet eller pga. sygdom midlertidigt forhindret, overdrager kongen regeringens førelse til tronfølgeren. Er denne samtidig forhindret, indsættes en rigsforstander.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.