Bonus pater familias er et juridisk begreb, som tidligere blev anvendt til definition af uagtsomhed. En person handler uagtsomt, hvis han eller hun ikke udviser den grad af agtpågivenhed, som en god og fornuftig person, en bonus pater familias, plejer at udvise i tilsvarende situationer.

Faktaboks

Etymologi

Bonus pater familias er latin for 'den gode familiefader'.

Det diskuteres i juridiske kredse om begrebet giver nogen brugbar vejledning, dels fordi selv gode og fornuftige personer undertiden handler uagtsomt, dels fordi kravene til agtpågivenhed er forskellige, alt efter hvilket livsområde en handling ligger inden for. Efter nyere opfattelse er uagtsomhed en adfærd, der afviger fra de adfærdsnormer, der gælder inden for det pågældende område. Fortalere for at opretholde bonus pater familias-begrebet gør gældende, at man skal lægge hovedvægten på, at der er tale om en bonus pater (en god fader) og mindre på leddet familias. På den måde giver det mening at opretholde begrebet fx om en advokat, der handler anderledes end en bonus pater-advokat.

Når en domstol i dag bedømmer, om skadevolder har handlet forkert, sammenligner domstolen skadevolderens handling med, hvordan en almindelig fornuftig person inden for det pågældende område ville have handlet i samme situation.

Kommer en domstol til det resultat, at en skadevolder har handlet anderledes, end hvad en almindelig fornuftig person ville have gjort i samme situation, har skadevolderen handlet forkert og vil blive pålagt et erstatningsansvar.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig