Ophavsret, tidligere forfatter- og kunstnerret, eneret til litterære og kunstneriske værker. Ophavsretten i sin nuværende skikkelse går kun nogle få hundrede år tilbage i den europæiske retshistorie, men der kendes beslægtede retsdannelser længere tilbage.

Internationalt nyder litterære og kunstneriske værker en ganske omfattende beskyttelse via Bernerkonventionen, ligesom de med ophavsretten beslægtede rettigheder beskyttes via Romkonventionen.

Danmarks første ophavsretlige forskrift er en forordning fra 1741; området har været genstand for en ganske stærk retsudvikling og en stedse mere omfattende lovregulering, der afspejler den voldsomme tekniske udvikling fra Gutenbergs bogtryk til nutidens rotationspresser, cd'er, radio, tv, internettet osv.

Den nuværende lovgivning, dvs. Ophavsretsloven fra 1995, har også måttet ændres adskillige gange (2006). Loven er i det væsentlige fællesnordisk, men i øvrigt stærkt præget af EU-samarbejdet, idet der findes en række vigtige harmoniseringsdirektiver, bl.a. vedrørende it-programmer, satellit- og kabelspredning, beskyttelsestid, databaser og internettet.

Ophavsrettens indhold

Ophavsrettens centrale princip er, at den person, der har frembragt et litterært eller kunstnerisk værk, dvs. ophavsmanden, har eneret til det. Det er således kun ham eller hende, der må fremstille eksemplarer af værket, fx lade en bog trykke, eller gøre værket tilgængeligt for almenheden ved at udsende det, fx i radioen. Det er denne eneret, der udnyttes via forlags- og musikaftaler m.m., og det er normalt gennem sådanne aftaler, at ophavsmanden har sit levebrød.

Hertil kommer, at lovgivningen giver ophavsmanden en ideel ret, også kaldet droit moral, til sine værker, således at det sikres, at hans eller hendes navn anføres på eksemplarer af værket, samt når det på anden måde gøres tilgængeligt for almenheden. Værket må heller ikke ændres eller offentliggøres på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse.

Er ophavsmanden ansat i en virksomhed, og er værket blevet til i forbindelse med ansættelsesforholdet, således som forholdet fx er, når en journalist på et dagblad skriver til dagens avis, går ophavsretten normalt over til virksomheden i nødvendigt omfang, selv uden særskilt aftale. Da ophavsretten i et ansættelsesforhold kan give anledning til mange problemer, er det dog hensigtsmæssigt at indgå nærmere aftaler om den.

Ophavsrettens genstand

Ophavsret kan først og fremmest kræves til den traditionelle produktion af skøn- og faglitteratur, musikværker, skuespil, film, fotografiske værker, malerier, skulpturer samt bygnings- og brugskunst. Men hertil kommer edb-programmer samt en række foreteelser, der ligger den klassiske kunst meget fjernt, fx installationskunst.

Ophavsretten indebærer med andre ord ingen form for kunstnerisk censur, ligesom den ikke stiller særlige krav til værkets kvalitet, lødighed e.l. ud over det basale krav, at værket skal være originalt og menneskeskabt. Originalitetskravet indebærer, at værket skal hidrøre fra ophavsmanden og være skabt ved hans personlige indsats, ikke ved en efterligning af andres arbejder.

Formkrav, varighed og begrænsninger

Ophavsretten opstår med værkets skabelse. Der stilles ingen krav om registrering eller deponering af eksemplarer, og sådanne krav må heller ikke stilles i lande, der har tilsluttet sig Bernerkonventionen.

Tidligere blev der i visse lande, bl.a. USA, stillet krav om registrering mv., og de krav genfindes i Verdenskonventionen om ophavsret (Universal Copyright Convention), herunder krav om brug af det internationale copyrightmærke, ©. Mærket har aldrig haft betydning i dansk eller anden europæisk ophavsret og har også mistet det meste af sin betydning i USA.

Ophavsretten varer, indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår. Krænkelse af retten medfører erstatningsansvar og kan tillige straffes med bøde og under særlig skærpende omstændigheder med frihedsstraf i indtil et år.

Der er i loven hjemlet en række undtagelser fra eller begrænsninger i eneretten. De vigtigste er retten til at citere fra andres værker, se citatret, og til at fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug. Det er i kraft af sidstnævnte regel, at privatpersoner må optage fra tv, fotokopiere artikler, brænde en cd med musik til personlig brug mv.

Ophavsretten udøves ofte kollektivt, dvs. via organisationer. Det er navnlig tilfældet, for så vidt angår retten til musikværker, der i Danmark administreres af KODA og Nordisk Copyright Bureau. Også andre rettigheder udøves kollektivt, bl.a. via COPY-DAN og Gramex.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig