Tvangslicens, lovbestemt adgang til at benytte en andens patent, ophavsret e.l. på nærmere angivne vilkår, der enten fastsættes af en domstol eller fremgår af loven. Reglerne om tvangslicens søger at sikre, at den lovhjemlede immaterialret ikke misbruges. Hvis fx et patent ikke udnyttes inden en passende tid, kan andre få lov til at benytte den patenterede opfindelse mod at betale et rimeligt vederlag. Det samme gælder, hvis almene samfundshensyn tilsiger, at der ikke bør kunne kræves eneret til en opfindelse, fx et vigtigt lægemiddel. Fremstilling i erhvervsøjemed af bøger til blinde mfl. kan ligeledes ske på basis af en tvangslicens.