Det åbne hav, i folkeretten den del af havet, der ikke er omfattet af nogen stats territorialfarvand eller økonomiske zone (se EEZ), men er åbent for alle stater. Det åbne havs friheder er imidlertid også gældende i kyststatens økonomiske zone i det omfang, de er forenelige med kyststatens rettigheder. Ingen stat kan udstrække sin suverænitet til det åbne hav. Skibe på det åbne hav er som hovedregel alene underlagt flagstatens jurisdiktion. Det åbne havs friheder er i moderne folkeret udvidet betydeligt på grundlag af det traditionelle princip om havenes frihed, se mare liberum.