traktat

Det afhænger af den enkelte stats forfatning, hvem der kan indgå traktater på statens vegne. Efter sædvanlig statspraksis eller i kraft af deres stilling har følgende statsorganer og ministre en nærmere fastsat kompetence til at forpligte staten:

1. statsoverhovedet, i demokratiske stater med fornøden ministerkontrasignatur og evt. under medvirken af parlamentet
2. udenrigsministeren på egen hånd
3. statsministeren på egen hånd
4. chefen for en forvaltningsgren (fagminister eller fagmyndighed), men kun vedr. forvaltningsanliggender under den pågældendes område, som han eller hun er bemyndiget til at regulere administrativt. Internationale aftaler af denne art forekommer stadig oftere, især inden for områder som sundhed, kommunikation, handel, transport mv.
5. den militære øverstbefalende, men kun under krig, og kun for så vidt angår aftaler om kapitulation, våbenstilstand o.l.
6. enhver person, som er forsynet med behørig fuldmagt fra den kompetente myndighed.

De folkeretlige regler om traktaters indgåelse, anvendelse, fortolkning, gyldighed og ophør byggede tidligere på de sædvaner, der var opbygget i praksis. Disse regler blev sammenfattet i FN's traktatretskonvention af 1969 (Law of Treaties), som trådte i kraft i 1980 efter at være blevet ratificeret af 35 stater, heriblandt Danmark. Den kendes også som Wienerkonventionen om traktatretten.

En traktat vil i reglen forberedes ved forhandlinger mellem parterne. Nogle traktater, især mindre vigtige bilaterale aftaler, indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at de bliver bindende for parterne ved undertegnelse alene, evt. således at ikrafttrædelsen sker med virkning fra et senere tidspunkt. Mere betydningsfulde traktater indeholder bestemmelser om, at de først bliver bindende, når de efter at være undertegnet tillige er blevet ratificeret, dvs. bekræftet, af de kompetente statsorganer. Det kan i Danmark f.eks. være efter indhentet godkendelse i Folketinget.

Begrundelsen for at opdele tiltrædelsesprocessen i to faser, undertegnelse og ratifikation, er ønsket om at give staterne tid til dels at vurdere omfanget og konsekvenserne af de forpligtelser, de er i færd med at påtage sig, dels at træffe de nødvendige foranstaltninger til traktatens gennemførelse i national ret.

Retsvirkningen af en gyldigt indgået traktat kan udtrykkes ved sætningen pacta sunt servanda 'aftaler er bindende', hvorefter enhver ikrafttrådt traktat er bindende for dens deltagere og skal opfyldes af dem i god tro. Traktaten forpligter kun de parter der indgår aftalen.

En traktat, som ikke indeholder bestemmelser om opsigelse, kan under normale omstændigheder ikke bringes til ophør ensidigt, men alene ved parternes indbyrdes aftale, medmindre det undtagelsesvis kan fastslås, at det var parternes hensigt at tillade opsigelse, eller at en ret til opsigelse følger af selve traktatens natur. I disse tilfælde skal opsigelse ske med mindst 12 måneders varsel. I øvrigt kan en traktat kun ophøre under ganske særlige omstændigheder, fx som følge af ugyldighed, misligholdelse eller fundamentalt ændrede forhold.

• Wienerkonventioner
• Amsterdamtraktaten
• Maastrichttraktaten
• Lissabontraktaten