High Court of Justice, engelsk domstol, en afdeling af Supreme Court of Judicature. High Court of Justice varetager navnlig civile sager og omfatter tre underafdelinger: 1) Queen's Bench Division, der ud over sø- og handelsretlige sager behandler sager, som ikke udtrykkeligt hører under de øvrige retter, 2) Chancery Division samt 3) Family Division, der virker dels som første instans i ægteskabs-, værgemåls- og adoptionssager, dels som appelinstans for afgørelser truffet af magistrates' courts. I førsteinstanssager deltager én dommer, i appelsager to eller tre.