Barrister, (eng., afledt af bar 'skranke'), engelsk advokat, hvis hovedbeskæftigelse er at føre retssager. De bedste barristers opnår efter en årrække betegnelsen Q.C. (Queen's Counsel, 'dronningens advokat'). Solicitors derimod har som hovedbeskæftigelse udenretlig rådgivning. Indtil 1992 var de to former for advokatvirksomhed totalt adskilt, idet barristers havde monopol på at møde i de højere retsinstanser, ligesom kun de kunne udnævnes til de højere dommerembeder (High Court Judge og opefter). Ved en lovændring er der åbnet mulighed for, at også solicitors under visse betingelser kan give møde i de højere retter og komme i betragtning til de højere dommerembeder.