legalitetsprincippet

Kravet om lovhjemmel har især betydning inden for strafferetten; det strafferetlige legalitetsprincip er bl.a. formuleret i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt mht. dansk ret i Straffelovens § 1.

Det strafferetlige legalitetsprincip formuleres i sentensen nullum crimen sine lege, nulla poena sine lege poenali. Det betyder, at ingen kan straffes for en handling, hvis den ikke er defineret som en lovovertrædelse i gældende lov, og at ingen kan dømmes for en forbrydelse til en anden straf end den, som loven angiver.

I legalitetsprincippet ligger også, at der ikke må straffelovgives med tilbagevirkende kraft (retroaktivt), dvs. at handlinger, som ikke på gerningstidspunktet var kriminaliserede, ikke senere kan føre til straf.

Princippet om klarhed i straffebestemmelser har ikke særlig solid forankring i dansk lovgivning. Grundloven er tavs om det strafferetlige legalitetsprincip, selv om der dog står i, §71, stk. 2, at der er hjemmelskrav til frihedsberøvelse, og Straffeloven tillader en vis form for analogi. Mange straffebestemmelser er vage og ubestemte. Danske domstole forholder sig dog til, om der er tilstrækkelig solid hjemmel til at fastslå strafansvar, sådan som Højesteret gjorde i 1994 i en sag om hiv-smitte, se aids (Jura).

Menneskerettighedskonventionens art. 7 rummer et forbud mod straffelove med tilbagevirkende kraft, og Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at bestemmelsen også indeholder et krav om en rimelig grad af præcision. Borgerne må ud fra loven have mulighed for at finde ud af, om et givet forhold er strafbart, og domstolenes tolkning af loven må holdes inden for det nogenlunde forudsigelige.

• lovmæssig forvaltning.
• Om legalitetsprincippet i EU, se EU – 1.2. Traktaternes hovedprincipper