Faktaboks

Etymologi

Stigmatisering er dannet af græsk stigma 'mærke', pluralis stigmata + -isere.

Stigmatisering

Stigmatisering finder sted, når en person beskrives med et udtryk, som efter de fleste menneskers opfattelse er nedvurderende, og personen derfor kommer til at fremtræde fremmed, truende, afskyvækkende eller uønsket. På dansk bruges stempling ofte i samme betydning. Altså kan stigmatisering eller stempling forstås som de processer, der fører til, at en person ensidigt bliver opfattet som bærer af et tegn, et stigma (brændemærke) eller et stempel, dvs. et tegn på en miskrediterende egenskab som fx kriminel, dum, doven, upålidelig, løgnagtig, fordrukken eller voldelig. Stigmatisering fører derfor ofte til, at mennesker diskriminerer eller ekskluderer den stigmatiserede alene på grundlag af deres formodning eller fordom om, at det ydre kendetegn er udtryk for en bagvedliggende dårlig karakter.

Stigmatiseringsprocessen

Det er socialpsykologiske og sociologiske processer, som er afgørende for, om der opstår stigmatisering. Erving Goffman, er den socialpsykolog eller sociolog, der mest indgående har beskrevet, både hvordan mennesker opfatter forskellige kendetegn ved personer som miskrediterende, og hvordan det kan virke på de personer, der er bliver udsat for stigmatiseringen. Goffman beskriver ofte de mikroprocesser, der udspiller sig, når et menneske med et handicap mødes med mennesker, som ikke er fortrolige med, hvor man omgås med mennesker med handicap. Han viser også, at mange mennesker har en stereotyp opførsel over for mennesker med et handicap, fremmed etnicitet, kultur eller religion. I samspillet mellem en person med handicap eller en anden afvigelse og andre mennesker kan omgivelsernes stereotype reaktioner på kendetegnet skabe hvad en anden sociolog Howard Becker kalder en afvigerkarriere, som er et udtryk for, at den stigmatiserede gennemløber en udvikling i forskellige faser, der kan slutte med, at den pågældende opfører sig i overensstemmelse med omgivelsernes negative forventninger.

Anvendelsen af nedsættende ord om mennesker med et bestemt kendetegn skyldes ofte, at man har en formodning om, at disse mennesker kan genere eller skade en. Stigmaet kan være baseret på fordomme, men det kan også være forårsaget af antagelser, der er baseret på facts om, at mennesker med disse kendetegn hyppigere er kriminelle, voldelige eller smittefarlige. Stigmaet kan altså indeholde et gran af sandhed. Hvis fx hyppigheden af kriminalitet i en stigmatiseret gruppe er 10 %, og den i den øvrige befolkning kun er 5%, kan det betyde, at mange mennesker generaliserer fra denne overhyppighed af kriminalitet hos mennesker med dette kendetegn til, at det gælder alle eller næsten alle. Nogle mennesker reagerer derfor stereotypt over for samtlige mennesker, der har dette stigma uanset, at de fleste (i eksemplet 90%) med dette kendetegn ikke har den negative adfærd.

Bag fordommene kan der ofte ligge en frygt for fx social uro, kriminalitet, vold, eller der kan bare ligge en usikkerhed eller forlegenhed, der skyldes at man ikke ved, hvordan man skal opføre sig over for personer med sådanne kendetegn, hvilket kan føre til, at man opfatter og omtaler personen negativt.

Mikroprocesser

Generelt kan gruppeprocesser, hvor medlemmer af gruppen opfatter ikke-medlemmerne som fremmede, føre til, at de fremmede bliver opfattet som skræmmende eller truende, og at de derfor tillægges bestemte negative egenskaber. Når mennesker så omtaler bestemte personer med nedsættende udtryk som fx kriminel, racist, terrorist, voldspsykopat eller bandemedlem fører det til stigmatisering. Derefter bliver disse personer opfattet som om disse negative træk er særlig kendetegnende for deres personlighed.

Nogle teoretikere som fx sociologen Howard Becker og en række teoretikere lægger først og fremmest vægt på, at nogle menneskers egenskaber eller deres handlinger defineres (konstrueres eller italesættes) som sociale problemer. Dermed opstår en stemplingsproces (på engelsk labelling), hvor de stempledes ses som fx utilregnelige, sociale tabere, samfundsnassere eller uansvarlige forældre.

Goffman og Becker lægger stor vægt på mikrosociologiske eller socialpsykologiske processer, hvor miskrediterende egenskaber opdages, og tillægges en person i samspillet med "normale". Udgangspunktet for mange af de sociologer, der har undersøgt og analyseret stigmatiseringsprocesser har været den symbolske interaktionisme, hvor meningsdannelsen skabes i interaktionen mellem mennesker, hvor forventninger skaber såvel jeg-bevidsthed som selvopfattelse, kollektive følelser, individualitet og kollektiv identitet. Disse sociologer har ofte beskrevet og analyseret stigmatiseringsprocesser, hvor det er majoriteten af befolkningen eller de mest magtfulde og indflydelsesrige mennesker, der definerer nogle personer eller grupper som sociale afvigere, som af den grund marginaliseres eller ekskluderes fra vigtige fællesskaber i samfundet. Sådanne stigmatiseringsprocesser ses ofte i forhold til fx etniske, kulturelle eller religiøse minoriteter. Men fokus har været på mikroprocesserne, mens samfundets makroforhold sjældent er blevet inddraget.

Struktur og magts betydning for stigmatisering

Flere sociologer har kritiseret denne socialpsykologisk eller mikrosociologiske tilgang, da de mener, at denne retning lægger for lille vægt på struktur og magtforholds betydning for, hvem der bliver stigmatiseret, og hvorfor det sker. Feministiske teoretikere har tydeliggjort mænds stigmatisering af kvinder eller bestemte kvindegrupper, Teoretikere, der har beskæftiget sig med borgerretsforhold, har påvist, hvordan fx etniske grupper fx afroamerikanere er blevet stigmatiseret i USA og muslimer i en lang række vestlige lande. Andre forskere har vist, hvorledes fx seksuelle minoriteter og mennesker med psykisk sygdom er blevet diskrimineret og stigmatiseret. I sådanne undersøgelser er der blevet fokuseret på, hvorledes de eksisterende strukturer og magtforhold har medvirket til at opretholde de magtfulde gruppers privilegier gennem at udskamme og diskriminere og altså dermed stigmatisere dem, der var anderledes. Pierre Bourdieu har med begrebet symbolsk kapital tydeliggjort, hvorledes bestemte former for kapital i forskellige samfund har en afgørende indflydelse på stigmatiseringen, fordi personer med kapital har magt til at definere, hvilke former for egenskaber og adfærd, der er uacceptabel.

Territorial stigmatisering

Et eksempel på, hvordan den symbolske magt kan spille en rolle i stemplingsprocesser viser sig, når den danske regering kalder bestemte bydele ghettoer eller parallelsamfund. Den franske sociolog Löic Wacquant kalder denne proces territorial stigmatisering. Bopæl i et bestemt kvarter bliver et stigma eller et stempel, der altså kan udtrykkes alene gennem personens adresse. I disse tilfælde er der altså tale om, at man på baggrund af en persons bopæl udleder, at personen har nogle negative egenskaber som fx at være bandemedlem, kriminel, dårlig opdraget eller ikke dansktalende. Der er her tale om en form for fordom, hvor en forøget hyppighed af sociale problemer i et kvarter fører til, at alle, der bor i kvarteret, får et stempel og tillægges negative egenskaber.

Både ghetto og parallelsamfund har i offentlige redegørelser og politiske planer samt lovgivning været brugt som faglige begreber. I undersøgelser og ministerielle opgørelser karakteriseres bestemte lokalområder på denne måde, hvis der her er en forøget hyppighed af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, høj arbejdsløshed og kriminalitet samt lavt uddannelsesniveau. Sådanne rapporter kommer derved til at medvirke til, at stigmatiseringen kan opstå på grund af en bestemt adresse.

Faglige begreber fx diagnoser kan virke stigmatiserende

Mange samfundsfaglige begreber kan danne grundlag for stigmatisering. Det gælder faglige begreber som radikaliseret, ekstremist eller islamist. I nogle tilfælde kan også populære teorier om børns udvikling som fx social arv give anledning til stigmatisering. Når social arv anvendes ved beskrivelsen af en familie, kan det således give anledning til en stigmatisering af forældre som uansvarlige og børnene som potentielle sociale tabere.

Diagnoser som HIV har kunnet danne basis for et stigma, hvor frygt for smitte har været en mekanisme i de processer, der har kunnet føre til både eksklusion fra fællesskaber og sanktioner over for mennesker med HIV. Mange psykiatriske diagnoser er forbundet med et stigma, hvor mennesker frygter, at personer med bestemte diagnoser kan være grænseoverskridende, aggressive eller voldelige, og at mennesker derfor undgår dem og ekskluderer dem fra fx arbejdsfællesskaber.

Forholdet mellem stigmatiseringen og generalisering

Et stigma kan opstå på baggrund af anekdoter, falske rygter eller udokumenterede påstande. Et stigma kan også opstå på baggrund af undersøgelser af bestemte befolkningsgruppers problemer, hvor der kan påvises en overhyppighed af fx vold eller kriminalitet. I begge tilfælde betyder stigmatiseringen imidlertid, at mennesker har en tendens til at generalisere rygtet eller overhyppigheden til at gælde alle eller næsten alle, der har det stigmatiserende kendetegn. Det er den stereotype afstandtagen fra alle med et bestemt kendetegn, som er problemet, fordi den i mange tilfælde vil være uberettiget og altså marginaliserer eller ekskluderer personer fra samfundsmæssige fællesskaber.

Gyldige og pålidelige undersøgelser inden for både medicin og sociale problemer vil ofte kunne vise, at et bestemt handicap, en bestemt sygdom, en bestemt etnicitet, et bestemt opvækstmiljø næsten aldrig betyder, at de fleste med dette kendetegn er voldelige, kriminelle eller på anden måde truende over for hverken enkelte borgere eller samfundet. Som regel er det et lille mindretal inden for gruppen, der har de negative egenskaber. Det er imidlertid et problem, at formidlingen af disse resultater, foregår på en sådan måde, at offentligheden får det indtryk, at den afvigende adfærd er meget almindelig i en gruppe, hvad den næsten aldrig er. Men menneskers fejlagtige generalisering danner grundlag for, at diagnosen eller den samfundsmæssige karakteristik bliver til stigma.

Stigmatiseringens konsekvenser

Minoritetsgruppers stigma fører til, at minoriteter meget ofte rammes af udskamning, chikane eller diskrimination, simpelthen fordi de ofte møder mennesker fra befolkningsflertallet, og fordi disse mennesker ofte har positioner i samfundet, hvor de fx har magt og derfor kan forskelsbehandle, eller fordi de har stor indflydelse gennem den omtale medierne viderebringer. I en stigmatiseringsproces tillægges mennesker dårlige egenskaber og beskrives fx som farlige, afskyvækkende eller umenneskelige. Det betyder, at de processer, som fører til stigmatisering, umiddelbart rummer risikoen for, at disse mennesker enten bliver ramt af udelukkelse fra vigtige fællesskaber eller bliver straffet (udsat for sanktioner som skulle kunne hindre dem i at skade andre). Eksklusion og diskrimination er de mest oplagte uformelle konsekvenser af stigmatisering, der dagligt kan opleves i hverdagslivet. De stereotype negative forventninger kan imidlertid også give sig udtryk, i at myndighederne formelt diskriminerer mennesker, der har et bestemt kendetegn (stigma), hvilket kan have alvorlige konsekvenser, fx for at etniske minoritetsgrupper får mulighed for at få opholdstilladelse, at kontanthjælpsmodtagere kan holde ferie, eller at varetægtsfængslede får mulighed for at se deres børn.

Selvopfyldende profeti

Stigmatisering har også indvirkning på menneskers selvopfattelse. De stereotype negative forventninger betyder nemlig, at den stigmatiserede hele tiden bliver nødt til at forholde sig til andre menneskers negative billede af dem og til deres antagelser (beskyldninger) om, hvordan man vil opføre sig eller har opført sig. De stereotype forventninger kan skabe en diskrepans mellem ens egen opfattelse af sig selv og de forventninger man bliver mødt med i omgivelserne. Hvis den stigmatiserede gradvis på grund af de gentagne forventninger om dårlig opførsel ender med at opfatte sig selv negativt og opføre sig dårligt, kaldes processen en selvopfyldende profeti, og resultatet kan betegnes som selvstigmatisering.

Afstigmatisering og antistigmakampagner

Historien fremviser mange eksempler på, at stigmatiserede selv har formået at gøre sig fri af stigmaet og har kunnet stoppe den diskrimination, der var forbundet med stigmaet. Det gælder fx stigmaet "enlig mor" og "homoseksuel". Borgerretsbevægelser har haft succes med delvis at gøre op med, at nationalitet eller etnicitet kunne gøre en til ikke-borger eller borger uden fulde rettigheder i det land, hvor man boede.

I andre tilfælde har fx organiseringer af pårørende til fx psykiatriske patienter eller statslige myndighederne kunnet igangsætte antistigmakampagner. I disse kampagner arbejder man holdninger, dvs. viden værdier og følelser samt handlingstendenser. Information, udryddelse af myter og kontaktskabelse mellem mennesker med diagnose og uden diagnose kan medvirke til at afstigmatisere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig