Jordforureningsloven

I forhold til de gamle jordforureninger afløste Jordforureningsloven den tidligere Affaldsdepotlov samt Værditabsloven. Ifølge Jordforureningsloven har regionerne det principielle ansvar for at registrere og fjerne gamle forureninger. Som tidligere beror det på bevillinger, hvornår oprydning gennemføres.

For de gamle jordforureninger betød Jordforureningsloven flere væsentlige ændringer. Den gamle registrering blev afløst af en forureningskortlægning, der både omfatter ejendomme, som er konstateret forurenet (vidensniveau 2), og ejendomme, som kan være forurenet (vidensniveau 1). Forureningskortlægning på vidensniveau 1 eller 2 betyder for alle ejendomme, at der ikke må flyttes jord fra ejendommen uden forudgående anmeldelse til kommunen. For boligejendomme og andre ejendomme med følsom anvendelse betyder kortlægningen, at der ikke må igangsættes jordarbejder uden tilladelse fra regionen. Hvis en boligejers ejendom registreres som forurenet på vidensniveau 1, kan boligejeren kræve, at regionen inden to år undersøger, om ejendommen også er forurenet. Loven ændrer tillige myndighedernes strategi for oprydning, således at indsatsen fremover koncentreres om at beskytte vandforsyningsinteresser og umiddelbar sundhedsfare ved den nuværende arealanvendelse.

For erhvervsejendomme, der er registreret som forurenede, kræves fremover ikke tilladelse til byggeri, medmindre ejendommen enten ligger i et vandforsyningsområde eller er alment tilgængelig.

For boligejendomme, som var forurenet før sept. 1993, og som ejeren anskaffede uden viden herom, vil der fortsat kunne ske oprydning efter værditabsordningen, hvis ejeren indbetaler et mindre beløb på maks. 40.000 kr.

Endelig indføres der med loven som noget nyt mulighed for at påbyde ejere af alment tilgængelige forurenede arealer at afskærme forureningen, så børn ikke kommer i forbindelse med den forurenede jord.

For nyere forureninger, dvs. forureninger sket senere end år 2000, indfører loven et såkaldt ubetinget forureneransvar, der er baseret på forureneren-betaler-princippet. Spørgsmålet om miljøansvar for fjernelse af jordforureninger har tidligere givet anledning til betydelig tvivl. I ganske mange tilfælde har domstolene underkendt miljømyndighedernes udlægning af, at der i Miljøbeskyttelsesloven var hjemmel til at påbyde undersøgelser og oprydning. Meningen med loven var at gøre en ende på denne usikkerhed og sikre, at det bliver forureneren, der kommer til at betale for undersøgelse og oprydning af forureningen.

For olietanke under 6000 l til boligopvarmning er det gennemført på den måde, at der med loven er indført forsikringspligt, således at forsikringsselskabet skal betale for udgiften til undersøgelse og oprydning, når forureningen opdages efter 1.3.2000 og uafhængigt af, hvornår den er sket. I praksis er der sket det, at olieselskaberne har tegnet en fællesforsikring med Topdanmark, hvorefter alle boligejere, som modtager olie fra et dansk olieselskab, automatisk er forsikret. Forsikringsdækningen bortfalder dog, hvis olietanken er ulovlig, og udgiften skal i så fald dækkes af olietankens ejer.

Nyere forureninger, der ikke stammer fra mindre olietanke, er omfattet af en mere kompliceret ordning. Er forureningen forvoldt ved erhvervsmæssig aktivitet, gælder et ubetinget ansvar, hvorefter forureneren er forpligtet til at efterkomme myndighedens påbud om undersøgelse og oprydning af forureningen, selv om forureningen anses som hændelig. Fejl i myndighedens sagsbehandling kan betyde, at ansvaret alligevel ikke kan gøres gældende. Hertil kommer, at det ubetingede ansvar ikke gælder for de skader, forureneren har påført borgerne. Må en virksomhed midlertidigt lukke pga. en forurening, kan virksomheden ikke kræve erstatning for tabet efter Jordforureningsloven. Dette er imidlertid ikke de eneste begrænsninger i lovens ubetingede forureneransvar. Sker forureningen på fremmed ejendom, kan forureneren kun påbydes at fjerne forurening, hvis ejeren af den forurenede ejendom giver samtykke. Er der flere forurenere, bliver det endnu mere kompliceret, idet lovens system bygger på, at forurenerne skal blive enige om at efterkomme påbuddet.

Efter lovens regler er det ikke kun forureneren, der kan blive forpligtet til at opfylde et påbud om undersøgelser og oprydning af forureningen. En køber af en forurenet ejendom kan ligeledes blive forpligtet til at betale, hvis køberen burde vide, at der var varslet påbud til sælger om undersøgelse eller oprydning. Købers "onde tro" skal angå det varslede påbud, mens det i princippet er uden betydning, om køber ved, at ejendommen er forurenet. Da varsel om påbud skal tinglyses, vil man ofte i ejendommens tingbog kunne se, om der er varslet påbud.

Et påbud om undersøgelse eller oprydning af forurening kan ankes til Miljøklagenævnet. Påbud kan tillige indbringes for domstolene. Undlader forureneren at opfylde påbud om undersøgelse eller oprydning, vil myndighederne kunne iværksætte det påbudte og herefter kræve betaling fra forureneren. Myndighederne vil dog først kunne få adgang til ejendommen efter at have fået en retskendelse, og de vil først kunne foretage udpantning for udgiften, når der foreligger dom.

Jordforureningsloven er løbende blevet ændret. Fx kom regler om miljøskade ind i loven i 2008, og i 2014 blev overfladevand, som er påvirket af udsivende jordforurening, et nyt indsatsområde.