Planlægningsloven

Det er en grundidé i loven, at den offentlige planlægning af den fremtidige arealanvendelse skal ske ud fra en helhedsvurdering med afvejning af de forskellige offentlige og private interesser. Ses der bort fra de mange specialregler, består Planloven grundlæggende af fire hovedsystemer: (1) landzonebåndet, (2) rammestyring, (3) regulering af sommerhusområder og (4) de såkaldte VVM-regler, der gennemfører EU's VVM-direktiv.

Landzonebåndet refererer til den zoneinddeling, der blev gennemført i 1970 med By- og Landzoneloven, og hvorefter landzone omfatter den del af det danske landområde, der ikke er udlagt som byzone eller sommerhusområde. Landzonen er som udgangspunkt reserveret for landbruget og rekreative formål. Byggeri, udstykning eller ændret anvendelse i landzone til andet end jordbrugsmæssige formål kræver derfor landzonetilladelse. Praksis er restriktiv, hvorfor der som hovedregel ikke kan forventes tilladelse. I 2002 skete der dog den mindre lempelse, at der uden tilladelse kan opføres én aftægtsbolig på landbrug over 30 ha. Det samme gælder ved byggeri til udvidelse af mindre erhvervsvirksomheder i landzone.

Sommerhusområder er undergivet den generelle begrænsning, at ejendommene som udgangspunkt ikke må anvendes til helårsbeboelse.

Rammestyring er betegnelsen for det planhierarki, som etableres under Planloven med landsplanlægning, regionsplaner, kommuneplaner og lokalplaner, hvorefter de underordnede planer ikke må stride mod de overordnede.

Landsplanlægningen forestås af miljøministeren. Der udarbejdes ingen samlet landsplan. I stedet fremsætter ministeren en ikke-bindende landsplanredegørelse, der indeholder oplysninger om regeringens synspunkter og prioriteringer vedr. arealanvendelse. Herudover kan ministeren udstede landsplandirektiver for enkelte emner og/eller begrænsede områder. Fx blev arealer til naturgasnettet reserveret på grundlag af et landsplandirektiv. Endvidere kan ministeren give amter og kommuner visse pålæg vedr. deres planlægning.

Frem til strukturreformens gennemførelse skulle hvert amt udarbejde en regionsplan med udlæggelse af arealer til byzone, vejanlæg, fritidsområder, naturområder og råstofindvinding, recipientmål for vandløb og søer samt retningslinjer for centerstruktur og den regionale detailhandelsstruktur. De sidste regionsplaner blev vedtaget i 2005 og vil i en overgangsperiode have retlig status som landplandirektiver.

Kommuneplanen var frem til strukturreformens gennemførelse andet led i rammestyringen, idet kommuneplanen skulle være i overensstemmelse med regionsplanen. Med strukturreformen bliver kommuneplanen første led i rammestyringen i det omfang, der ikke fra statslig side er lagt bånd på den kommunale planlægning. Kommuneplanen er ikke direkte bindende for borgerne og forpligter alene de offentlige myndigheder på den måde, at der består en såkaldt "virke-for"-forpligtelse for myndighederne.

Lokalplanen er sidste led i rammestyringen. Til forskel fra kommuneplanen, er lokalplanen direkte bindende for borgerne. Lokalplaner udarbejdes som oftest for en mindre velafgrænset del af en kommune, men der er ikke lokalplaner for hvert eneste område af en kommune. Kommuner kan dog ikke give tilladelse til større anlægsarbejder, før der er vedtaget lokalplan, som sker efter en særlig offentlighedsprocedure. Ved lokalplan kan kommunalbestyrelsen meget detaljeret regulere den fremtidige anvendelse af en ejendoms arealer. Det er derimod ikke muligt ved lokalplan at gribe ind i den hidtidige brug af en ejendom eller kræve ændring i eksisterende bygninger eller indretninger. Hvis en lokalplan udlægger en ejendom til offentlige formål, og dette i praksis hindrer ejeren i at udnytte sin ejendom økonomisk, har kommunen pligt til at overtage ejendommen.

VVM er EU's særlige regler om forudgående miljøvurdering og offentlig høring før tilladelse til projekter, der kan have væsentlig miljøvirkning. VVM-reglerne er for det danske landområde gennemført som tillægsprocedure til regionsplanerne, men vil med strukturreformen blive overført til proceduren for vedtagelse af tillæg til kommuneplaner. Se tillige VVM-direktivet og miljøkonsekvensvurdering.

Kommunens beslutning om landzonetilladelse, kommuneplan, lokalplan, VVM-procedure og andre beslutninger under Planloven, kan som udgangspunkt påklages til Naturklagenævnet. Spørgsmålet om kommunal overtagelsespligt pga. lokalplan skal dog indbringes for taksationskommissionen. Kommunen har pligt til at lovliggøre forhold på kommunens ejendomme, men dette vil i mange tilfælde kunne ske som retlig lovliggørelse, ved at kommunen ændrer lokalplanen. En tvangsmæssig fysisk lovliggørelse ved en selvhjælpshandling kræver, at kommunen først har fået dom for et påbud om fysisk lovliggørelse og herefter har fået fogedrettens tilladelse til at gå ind på ejendommen.