forsigtighedsprincip

Forsigtighedsprincip er retligt princip inden for miljølovgivning. Grundlæggende indebærer princippet, at hvis der er videnskabelige indikationer for risiko for alvorlige eller uoprettelige skader, må indgreb over for fx potentielle forurenere ikke udsættes alene grundet videnskabelig usikkerhed. Princippet afspejler de uheldige erfaringer med DDT og ozonlagsnedbrydende stoffer, der oprindelig blev anset som uskadelige, men senere viste at have meget alvorlige følger for økosystemer og menneskers sundhed. Forsigtighedsprincippet blev oprindelig udviklet i tysk og svensk ret. Med Riokonferencen fra 1992 fik princippet global udbredelse, og det blev i 1993 traktatfæstet i EU som en grundlæggende del af EU-retten.

Forsigtighedsprincippet angår, hvordan lovgiver og myndigheder skal forholde sig til videnskabelig usikkerhed om mulige betydelige risici for miljø- eller sundhedsskader fra produkter eller processer. Dette har tre konsekvenser. Den ene er, at princippet ikke kan anvendes, hvis risici ved en aktivitet er kortlagt. Den anden er, at princippet kun kan anvendes, hvis der er videnskabelige indikationer for risici. Princippet kan derfor ikke begrunde indgreb på grundlag af frygt, der ikke i en vis udstrækning lader sig videnskabeligt underbygge. Den tredje konsekvens er, at princippet kun kan anvendes over for risici af en vis betydelighed.

Selvom forsigtighedsprincippet er traktatfæstet i EU-retten og en anerkendt del af dansk ret, kan princippet ikke i sig selv hjemle grundlag for indgreb fra myndighederne. Princippet kan derimod begrunde, at lovgivningen i stigende omfang kræver, at salg af produkter og industrielle aktiviteter omfattes af krav om miljøvurdering og tilladelse. Et eksempel herpå er regler om bekæmpelsesmidler og EU's nye regler om håndtering af kemikalier (REACH). Har lovgiver omvendt taget stilling til, hvordan mulige risici skal håndteres, kan der ikke alene på grundlag af forsigtighedsprincippet stilles nye krav. Som eksempel kan nævnes EF-Domstolens afvisning af, at italiensk lovgivning kunne kræve særlige mærkning af GMO-holdige levnedsmidler til babyer. Se også miljøsamarbejde og Seveso-direktivet.