Fuldmagt er en kompetence til at træffe dispositioner for en anden. Inden for en fuldmagts grænser får alt, hvad en fuldmægtig siger og gør, ganske samme virkning, som hvis det var sagt og gjort af fuldmagtsgiveren.

Reglerne om fuldmagt har to sider. Det "indre forhold", også kaldet bemyndigelsen, angår fuldmagtsgiverens overladelse af kompetence til fuldmægtigen. Det "ydre forhold" angår forholdet til tredjemand.

Den synlige fuldmagt

I visse fuldmagtsforhold kan omverdenen se den overladte kompetence, og fuldmægtigen siges da at være udstyret med en særlig legitimation, eller fuldmagten siges at have en særlig tilværelse over for tredjemand.

En skriftlig fuldmagt er et eksempel på en sådan fuldmagt, der får særlig tilværelse ved at blive forevist for den tredjemand, som den er stilet til.

Et andet eksempel er stillingsfuldmagten, der er omtalt i Aftaleloven § 10, stk. 2: "Indtager nogen ifølge aftale med en anden en stilling, som efter lov eller sædvane medfører beføjelse for ham til indenfor visse grænser at handle på den andens vegne, anses han for befuldmægtiget til at foretage retshandler, som falder indenfor disse grænser". Et eksempel på lovbestemt stillingsfuldmagt er den prokura til at handle på virksomhedens vegne, som en virksomhed kan udstede efter reglerne i Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. En prokura opnår sin særlige tilværelse ved at blive bekendtgjort offentligt.

Bindende aftale uden prokura

En stillingsfuldmægtig behøver dog ikke at have prokura – det er tilstrækkeligt, at dispositionen falder ind under det, en person i den pågældende stilling normalt kan gøre. En indkøbschef i en virksomhed. vil således normalt kunne indgå købsaftaler med bindende virkning for virksomheden. Det kan dog i det indre forhold være aftalt, at han kun kan købe varer ind til en pris af maksimalt 50.000 kr.. Køber fuldmægtigen ind for 75.000 kr. har han således handlet inden for sin legitimation, men udenfor sin bemyndigelse. Aftalelovens § 11 bestemmer om en sådan situation, at aftalen er bindende for hovedmanden (her virksomheden), medmindre tredjemand (her sælgeren af genstanden) var i ond tro.

§ 18-fuldmagt

Aftaleloven anerkender også fuldmagter, der kun hviler på fuldmagtsgiverens erklæring til fuldmægtigen, en såkaldt § 18-fuldmagt. Her erfarer tredjemand kun om fuldmagten fra fuldmægtigen og må derfor tro ham på hans ord for, at fuldmagtsgiveren bliver bundet. Hvis det ikke er tilfældet, bliver fuldmægtigen dog erstatningsansvarlig ifølge Aftaleloven § 25, der generelt fastslår, at fuldmægtigen indestår for sin fuldmagt.

En fuldmagt udspringer af fuldmagtsgiverens viljeserklæring. Er denne viljeserklæring falsk, eller lider den af en stærk ugyldighedsgrund, bindes fuldmagtsgiver ikke.

Generalfuldmagt

En generalfuldmagt er en fuldmagt til, at dispositioner af enhver art kan træffes. En fuldmagtsgivers udstedelse af en generalfuldmagt kan skyldes ønsket om, at en anden overtager administrationen af fuldmagtsgiverens formue, fx ved sygdom e.l. Derfor udstedes generalfuldmagter som regel til rådgivere, der træffer dispositioner under et erstatningsretligt ansvar over for fuldmagtsgiveren, se professionsansvar.

Fuldmagtsforholdet adskiller sig fra andre transaktioner, hvor en hovedmand overlader til en mellemmand at gøre noget, der har økonomiske virkninger for ham. For eksempel disponerer forhandlere, eneforhandlere og kommissionærer i eget navn, dvs. de påfører kun sig selv rettigheder og pligter over for tredjemand, selvom dispositionen sker efter opdrag af en hovedmand. Tredjemand vil i de tilfælde ofte slet ikke vide, at der er en hovedmand inde i billedet, og skal derfor heller ikke acceptere ham som debitor for den gæld, der udspringer af aftalen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig