Bolognaskolen er betegnelsen for det juridiske læringsmiljø ved middelalderuniversitetet i Bologna. Eftertiden har fejlagtigt som den første regnet Irnerius, der efter denne senere tradition indledte sin undervisning i 1088. Bolognaskolen fik i 1120'erne og 1130'erne europæisk ry og tiltrak tusinder af studerende fra hele den katolske del af Europa.

Bolognaskolen var fødestedet for både det moderne universitet og det moderne jurastudie. Skolen opstod omkring studiet af den romerske lovbog Corpus Iuris Civilis og fra 1140'erne blev studiet af kanonisk ret en meget vigtig del af skolen og det senere universitet.

De ældste lærere kaldes som regel for glossatorerne; de blev i 1300-tallet efterfulgt af postglossatorerne, der også kaldes kommentatorerne eller konsiliatorerne. Blandt de sidste er de berømteste Bartolus de Saxoferrato og Baldus de Ubaldis.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig