den historiske skole (retsvidenskabelig retning)

Den historiske skole var den herskende retning inden for tysk retsvidenskab i første halvdel af 1800-tallet. Den førende skikkelse var juristen Friedrich Carl von Savigny, men nogle af skolens grundlæggende tanker om historiens betydning blev allerede udviklet af juristen Gustav Hugo (1764-1844).

Betegnelsen den historiske skole skyldtes Savigny, der polemisk vendt mod samtidens "uhistoriske" retsvidenskab ville understrege, at det er retsvidenskabens opgave at fastslå, hvad der er gældende ret på grundlag af en kombination af historisk undersøgelse og systematisk tænkning. Retshistorie og retsdogmatik blev på den måde to sider af samme sag. Efter den historiske skoles opfattelse udvikler retten sig organisk i folket, men på et mere fremskredent stadium vil den blive overtaget af jurister. Skolen så det derfor som retsvidenskabens opgave at udvikle retten, mens lovgivning blev betragtet som et vilkårligt indgreb i rettens naturlige udvikling.

Inden for den historiske skole beskæftigede en retning sig med romerretten, der siden 1500-tallet havde spillet en afgørende rolle for retsudviklingen i Det Tysk-romerske Rige; Savigny er den væsentligste repræsentant for disse såkaldte romanister. En anden retning med Karl Friedrich Eichhorn som hovedskikkelse lagde særlig vægt på den nationale tyske ret; tilhængerne af denne retning betegnedes germanister.