Ved en ændring af Straffeloven i 1973 blev særforanstaltningerne bortset fra forvaring erstattet af fængsel; hæftestraffen blev opretholdt, men blev fremover overvejende afsonet i åbent fængsel. I 1976 opførtes det lukkede fængsel i Ringe til unge fængselsdømte under 21 år, i 1984 etableredes det åbne fængsel i Gribskov til hæfteafsonere (nedlagt i 2000) og i 1988 det åbne fængsel i Jyderup. I lighed med fremgangsmåden i midten af 1940'erne blev de åbne fængsler indrettet i bygninger, der var opført til andre formål. Hæftestraffen blev erstattet af fængsel i 2001.
Fra 1970'erne var det et kriminalpolitisk mål at undgå udvidelse af det samlede antal pladser, noget som dog har ændret sig i 2020'erne. Samtidig blev udgangspunktet, at fængselsstraf skulle udstås i åbent fængsel. Efter en individuel vurdering kan den dømtes farlighed og manglende tilpasningsevne føre til anbringelse i et lukket fængsel. Det samme gælder mht. risikoen for undvigelse og for, at den dømte får en uheldig indflydelse på de medindsatte; også straffens længde indgår i bedømmelsen. I begrænset omfang fuldbyrdes kortvarige frihedsstraffe i arresthus.
I 2021 havde Kriminalforsorgen i gennemsnit en aktiv kapacitet på 4.160 fængsels- og arrestpladser, der fordelte sig med 1.069 lukkede fængselspladser, 1.093 åbne fængselspladser og 1.997 arrestpladser. Pladserne var i gennemsnit belagt med 100,2 %, hvilket svarer til et belæg på 4.169 indsatte pr. dag.
Straffen består alene i frihedsberøvelsen. Fangen er en borger i fængsel, der har adgang til at udøve sine almindelige rettigheder i det omfang, frihedsberøvelsen ikke afskærer ham herfra. Det er Kriminalforsorgens mål, at indsatte skal leve et så normalt liv som muligt, mens frihedsberøvelsen gennemføres.
Fængsel udstås i fællesskab. Der er arbejdspligt, som kan opfyldes ved produktion, vedligeholdelse af bygninger, ved undervisning mv. I fritiden skal de indsatte selv sørge for madlavning og rengøring. De kan have radio og fjernsyn på stuerne, og der er tilbud som fx sport, hobbyvirksomhed, bibliotek og udendørs ophold.
Livet i et lukket fængsel er præget af mure, låste døre, elektroniske alarmsystemer og personalets kontrol og regulering, mens indsatte i åbne fængsler har større handlefrihed og flere valgmuligheder i dagligdagen. I flere åbne fængsler er der oprettet halvåbne afdelinger til indsatte, der ikke kan indordne sig under det åbne fængsels relativt frie forhold, men dog uden at det har været påkrævet at anbringe dem i lukket fængsel. En halvåben afdeling er adskilt fra det øvrige fængsel med hegn og har større personalebemanding.
Dømte med et særligt behandlingsbehov, fx narkomaner og psykisk syge, kan udstå straffen i andre institutioner end fængsler. Det samme gælder unge.
Fængselsbygninger
Fængselsbygninger er tæt knyttet til frihedsstraffens historie, til synet på straffens funktioner og til de økonomiske muligheder. Bl.a. med udgangspunkt i Jeremy Benthams idéer om et fængsel, hvor alle celler kan overvåges fra ét sted, det panoptiske hus (se panoptisk system), og i John Howards reformtanker blev der udviklet egentlige fængselsbygninger, som i deres udformning understøttede de herskende idéer om straffens formål.
Skelsættende blev cellesystemet, der i begyndelsen af 1800-tallet fik to hovedudformninger: Det auburnske system i staten New Yorks fængsel i Auburn fra 1820 med tavst fællesskab under arbejde og med fangernes isolation i natceller samt det filadelfiske system i Eastern State Penitentiary i Philadelphia fra 1829, et fængsel i stråleform med kontrol af cellerne fra ét sted, og hvor fangerne sad i streng isolation og også arbejdede i cellerne. Cellefængselstanken bredte sig i USA og Europa. Danmark fik et auburnsk fængsel i Horsens i 1853 og et filadelfisk i Vridsløselille i 1859.
Med 1900-tallets opfattelse af, at fangen har behov for individuel behandling, skabtes en række nye sanktioner, der også i Danmark gav nye fængselsbygninger. Mest markant blev opførelsen 1933-1937 af Statens Arbejdshus ved Sønder Omme (se arbejdshus), der var beregnet til småkriminelle vaneforbrydere: Et lavt byggeri i moderat funkisstil uden mur eller hegn, der både i bogstavelig og overført betydning lå langt fra byernes tugthuse og tvangsarbejdsanstalter, der ellers husede sådanne indsatte.
Til de psykisk afvigende opførtes i 1935 en anstalt i Herstedvester som toetagers pavilloner spredt på et relativt stort, grønt område, om end bag en mur af grå beton.
Besættelsens og efterkrigstidens åbne fængsler er oftest opført til andet formål, fx til statshusmandsbrug og til pigehjem, men der er så bygget til og om. De er karakteristiske ved fravær af såkaldt statisk sikkerhed i form af ringmure, hegn og gitre for vinduerne, og udgangspunktet har været tanken om fangens ansvarlighed for egen situation, herunder at han så at sige har frihedsberøvet sig selv.
Den bærende sikkerhedsmæssige faktor i både åbne og lukkede danske fængsler er den dynamiske sikkerhed, dvs. personalets aktive deltagelse i den indsattes liv både mht. arbejde, undervisning, fritid og mht. sagsbehandling. Samtidig har man fra 1950'erne bestræbt sig på at nedbringe antallet af indsatte i de enkelte fængsler og at skabe små afdelinger på 12-25 indsatte, bl.a. ved at etablere etageadskillelser i mange panoptiske cellefløje.
I 1990'erne byggedes der uden for Norden mange fængsler. De er normalt lukkede, meget store og med en høj grad af statisk sikkerhed og har dermed direkte rod i 1800-tallets cellefængsel.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.