Retshistorie er et juridisk fag, der omhandler rettens historiske dimension. Dansk retshistorie indledes med de første vidnesbyrd om eksistensen af en ret i middelalderen, men retshistorien omfatter tillige hele den europæiske retsudvikling siden antikken, især romerretten. Interessen for retshistorie opstod i 1800-tallet i Tyskland med den historiske skole, repræsenteret af Friedrich Carl von Savigny og Karl Friedrich Eichhorn m.fl. Retshistorikere beskæftigede sig enten med tysk rets historie eller med romerret og kaldtes derfor henholdsvis germanister og romanister. Denne sondring findes endnu i Tyskland, men ikke længere i Danmark.

I Danmark er interessen for retshistorie ældre end den historiske skole, og Peder Kofod Anchers værk En Dansk Lov-Historie, 1-2 (1769-1776) kan betragtes som dansk retshistories første hovedværk. Det gennemgår de ældre retskilders historie og er helt i sin tids ånd meget nationalt anlagt. Kofod Ancher er tilbøjelig til at indrømme fremmed ret en meget begrænset betydning for dansk rets udvikling, men det billede er senere blevet korrigeret. Blandt senere retshistorikere i 1800-tallet kan nævnes J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, J.E. Larsen, Henning Matzen, der skrev en samlet fremstilling af dansk retshistorie, og juristen Ludvig Holberg, der som en af de første var opmærksom på påvirkningen fra fremmed ret, bl.a. kanonisk rets betydning for ældre dansk ret. Danske retshistorikere har tidligere især beskæftiget sig med de danske middelalderlige landskabslove fra 1200-tallet, fx Poul Johs. Jørgensen, Stig Iuul og Ole Fenger.

Grænsen mellem retshistorie og gældende ret gik længe ved Christian 5.s Danske Lov. Reformationen og styrkelsen af kongemagten fik stor betydning for dansk retsudvikling. Der har været interesse for domstolsarkiverne fra især 1600-tallet, og man har beskrevet store dele af retshistorien i 1500- og 1600-tallet, hvor megen ny lovgivning kom til, og retspraksis begyndte at spille en vigtig rolle. Til gengæld savnes der undersøgelser af væsentlige sider af retslivet under enevælden. I 1900-tallet har også emner fra nyere retshistorie været genstand for undersøgelser, bl.a. 1700-tallets retspraksis i Studier over ældre dansk formueretspraksis (1951) af Thøger Nielsen (1919-1996), kvinders retsstilling af Inger Dübeck (f. 1933) i Købekoner og konkurrence (1978) og dansk retsvidenskabs senere historie og Retsopgøret efter besættelsen (1984) af Ditlev Tamm.

Retshistorie er en del af det juridiske studium og dyrkes især af jurister, men en række historikere har ydet væsentlige bidrag. Der kan ikke trækkes en skarp grænse mellem retshistorikere og historikere, og retshistorien har ingen særegen metode, der adskiller den fra andre historiske hjælpevidenskaber. Dog fremhæves det ofte, især af jurister, at en juridisk uddannelse skærper opmærksomheden omkring fortidens juridiske konflikter og fremmer forståelsen af fortidens retsforhold som udtryk for juridiske problemstillinger, mens historikere oftere vil se retshistorien som en del af socialhistorien. I de senere år har tendensen været at se dansk retshistorie i et europæisk perspektiv; herved er der skabt øget opmærksomhed omkring påvirkninger fra fremmed ret og samspillet mellem national dansk ret og den europæiske retsudvikling. Retshistorie er en del af den almindelige kulturhistorie, og faget er med til at udvide juristens horisont ved at sætte den nationale danske retsorden i et historisk og internationalt perspektiv; derimod er det stadig mere sjældent, at retshistorien har direkte betydning for retsdogmatikken, dvs. beskrivelsen af gældende ret, således som begrundelsen lød for den historiske skole i 1800-tallet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig