Domstolsreformen

Domstolsreformen er en reform af det danske retsvæsen fra 2007. Den mest omfattende ændring siden Retsplejelovens ikrafttræden i 1919. Reformen består af tre dele: retskreds-, indholds-, og tinglysningsreformen.

Retskredsreformen medfører, at de tidligere 82 byretskredse blev sammenlagt til 24 retskredse. Baggrunden for at oprette færre, men større byretskredse med mindst seks til otte dommere i hver var bl.a. de opgaver, som bliver henlagt til byretterne i medfør af indholdsreformen.

Indholdsreformen medførte en række ændringer i domstolenes behandling af såvel civile sager som straffesager, hvoraf den væsentligste er reglen om, at alle sager som udgangspunkt anlægges ved byretterne som første instans. Der giver mulighed for, at en civil byretssag behandles af flere juridiske dommere, kollegial behandling. Formålet er bl.a. at sikre en mere hensigtsmæssig resurseanvendelse ved domstolene, så Højesteret i højere grad kan koncentrere sig om at behandle de mere principielle sager. Fra 2008 indførtes en særlig procesform til behandling af sager om krav på højst 50.000 kr., småsagsbehandling, for at forenkle processen, så det blev både nemmere og billigere at gennemføre en retssag om mindre krav. Endvidere behandles nævningesager ifølge reformen ved byretten som første instans, hvilket betyder, at også skyldspørgsmålet kan prøves to gange.

Tinglysningsreformen indebærer, at tinglysningen blev digitaliseret og centraliseret; Tinglysningsretten i Hobro varetager tinglysning for alle retskredse.

Domstolsreformen gælder ikke for Færøerne og Grønland.