Retsmisbrug, udøvelse af en rettighed, fx ejendomsret til en fast ejendom, på en måde, der alene har til formål at chikanere en anden, eller som i øvrigt strider mod redelig handlemåde. Hvis fx A på sin ejendom vil anlægge en flyveplads for luftballoner, og hans nabo B, der er blevet vred på A, fordi denne ikke har villet købe hans jord, opsætter et højt stakit med stålpigge i skellet til As grund og dermed forhindrer luftballonerne i at lette og lande, anvender B sin ejendomsret til at hindre A i at bruge sin ejendom, som han vil. En sådan adfærd har den franske højesteret anset for retsmisbrug. Retsmisbrugslæren kendes også i andre retssystemer, men har ikke fundet direkte udtryk som en egentlig lære i dansk ret.