Overrækkelse af Selvstyreloven
Lov om Grønlands Selvstyre overrækkes i Landstingssalen i Nuuk den 21. juni 2009. Landstingsformand Josef Motzfeldt (tv.) lykønskes af Folketingets formand Thor Pedersen og Statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Af //Ritzau Scanpix.

Det grønlandske justitsområde er indtil videre et rigsanliggende. Dette vil sige, at området reguleres ved rigslovgivning vedtaget af Folketinget og administreres af rigsmyndighederne. Inatsisartut, det grønlandske parlament, og Naalakkersuisut, den grønlandske regering, kan i fællesskab indføre regler inden for de konkrete områder, Grønland har overtaget lovgivningskompetencen på. Selvstyreloven åbner for, at Grønland kan vælge at hjemtage retsvæsenet.

Lovgivningsmæssigt består Grønlands retssystem således overordnet af tre bestanddele: Lov om Grønlands Selvstyre og de af Selvstyret fastsatte regler, regler udstedt af rigsmyndighederne samt enkelte grønlandske sædvaner.

Selvstyrets kompetencer

Inden for Selvstyrets kompetenceområder, se nærmere Grønlands forfatning, udsteder Inatsisartut efter tre behandlinger enten inatsisartutlove eller inatsisartutforordninger. Inatsisartutlove og inatsisartutforordninger antages at have samme forfatningsretlige retskraft som rigslove vedtaget af Folketinget. I henhold til de af Selvstyret fastsatte regler, udsteder Naalakkersuisut endvidere selvstyrebekendtgørelser mv.

Inatsisartuts love og forordninger stadfæstes af selvstyreformanden og offentliggøres i Nalunaarutit (dansk: lovsamling), hvor også Naalakkersuisuts bekendtgørelser bliver trykt. Anliggender, der ikke er overtaget af selvstyret, er rigsanliggender. På de områder gælder der i Grønland en række rigslove og bekendtgørelser, der er udstedt af Folketinget og rigsmyndighederne efter høring i Selvstyret.

Rigslove mv., der gælder for Grønland, offentliggøres kun i Lovtidende, men optrykkes tillige i Nalunaarutit. Statsministeriet udgiver regelmæssigt et særligt Grønlandsk Lovregister, der oplyser om gældende ret i Grønland.

Grønlands domstole

Den dømmende myndighed i Grønland er Domstolene i Grønland. Det grønlandske domstolssystem består af fire kredsretter og Retten i Grønland (1. instans), Grønlands Landsret (appelret) og Højesteret, hvor sager afgjort ved Grønlands Landsret kan indbringes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Grønlands Politi

Grønlands politikreds er for nuværende en rigsmyndighed og selvstændig politikreds under Justitsministeriet. Politikredsen ledes af politidirektøren og har hovedkvarter i Nuuk, hvor også anklagemyndigheden er placeret. Grønlands Politi har 18 politistationer fordelt over hele landet. Kommunefogeder varetager derudover visse politifunktioner i de grønlandske bygder.

Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen i Grønland er den offentlige myndighed, der administrerer fuldbyrdelsen af idømte foranstaltninger. Kriminalforsorgen i Grønland er en rigsmyndighed og er underlagt Direktoratet for Kriminalforsorgen, der er en styrelse under Justitsministeriet.

I praksis fungerer den grønlandske kriminalforsorg langt hen ad vejen som en selvstændig institution. Kriminalforsorgen i Grønland driver seks anstalter for domfældte spredt geografisk i Grønland, heriblandt anstalten i Nuuk, der åbnede i 2019, med et lukket afsnit for bl.a. forvaringsdømte. Derudover er Kriminalforsorgen ansvarlig for Kriminalforsorgen i Frihed, der bl.a. har til opgave at udarbejde personundersøgelserne til brug for retternes valg af foranstaltning samt at føre tilsyn med personer idømt andre domme end anstaltsanbringelse.

Hjemtagelse

Det følger af Selvstyreloven, at Grønland bl.a. kan hjemtage følgende sagsområder: pas, politi og anklagemyndighed, herunder tilknyttede dele af kriminalretsplejen, retsplejen, herunder oprettelse af domstole, kriminalretten, udlændingeområdet og grænsekontrollen. Det er ikke muligt at hjemtage Højesterets funktion.

Læs mere på Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer (2)

skrev Finn Andersen

Det hedder ikke “åbner op for”.

Det hedder “åbner for”.

I kan læse mere om den type fejl (kontamination) på https://denstoredanske.lex.dk/kontamination_-_sammenblanding_af_ord_eller_udtryk

svarede Matias Røjle Bruun

Det er fuldstændigt korrekt. Tak for notits, fejlen er nu ændret.

Bedste hilsner,

Matias

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig