Israel – retssystem, Retssystemet i Israel tog udgangspunkt i det retssystem, der var gældende i Palæstina før 1948, dvs. primært en blanding af tyrkisk og engelsk ret. Den senere retsudvikling har i mange henseender været præget af common law; således lægger domstolene i vidt omfang tidligere retsafgørelser til grund for deres domme. På flere områder spiller religiøse hensyn en vigtig rolle, fx i familieretlige spørgsmål, idet landets forskellige religiøse grupper, jøder, muslimer mfl., i disse spørgsmål er underkastet egne domstole og retsregler. Et unikt træk ved israelsk ret er den såkaldte Law of Return og den dertil knyttede lovgivning, som giver enhver jøde ret til at immigrere til Israel og ret til at blive israelsk statsborger.

Den israelske højesteret er appelinstans for fem regionale domstole. Foruden disse findes en række underinstanser med kompetence i civile sager af mindre økonomisk betydning og i straffesager af mindre alvorlig karakter.

Læs mere om Israel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig