Kina - retssystem

I kejsertidens Kina spillede retsregler en ringe rolle. Man havde lovgivning på strafferettens og forvaltningens område, men ingen til regulering af konflikter mellem borgerne. Her blev konflikterne løst ved forhandling og forlig i overensstemmelse med Kong Fuzis lære; de forholdsnormer, som havde betydning for opretholdelse af den sociale orden, kaldtes li (se den fjernøstlige retsfamilie). Efter at Kina i 1912 var blevet en republik, indførtes en civillovgivning efter tysk og schweizisk mønster; denne lovgivning blev imidlertid helt ophævet, da kommunisterne kom til magten i 1949. I begyndelsen af Maos styre blev en ny lovgivning sat i værk, men lovgivningsarbejdet gik efterhånden i stå, og under Kulturrevolutionen lå det helt stille, dvs. regeringen søgte ikke at gennemføre Kulturrevolutionens idéer ved hjælp af love, og 1966-76 fandtes der ingen egentlig justits. Jurister blev anset for statsfjender og forfulgt af regimet.

Efter Maos død i 1976 blev der under Deng Xiaoping anlagt et helt nyt syn på retten. Retsmaskineriet kom i gang igen, en juristuddannelse blev genetableret, og lovgivningsvirksomheden genoptaget, idet lovene blev indrettet efter den begyndende privatisering af erhvervslivet. Det meste af procesretten er efterhånden kodificeret, og der findes til og med en konkurslov. I 1987 trådte en ny lovbog, der indeholder Civilrettens grundprincipper, i kraft. I 156 artikler regulerer den på et alment niveau forholdet mellem borgerne, der er ligestillede. Mere detaljerede regler findes i andre love, herunder i loven om kontrakter af 1999, som i princippet gælder for alle kontrakter, også forbrugeraftaler og udenrigshandelens kontrakter. Denne og flere andre love på privatrettens område bærer stærkt præg af kontinentaleuropæisk, især tysk ret. Til afløsning af denne og anden lovgivning har der længe været arbejdet på en civillovbog, som også skal indeholde regler om ejendomsretten, herunder om bøndernes overtagelse af landbrugsjord, der senest er blevet reguleret i en lov af 2002. Jorden er fortsat kollektivt ejet, men den enkelte bondefamilie har brugsretten til jorden ved at leje den af kollektivet, almindeligvis for en periode af 30 år. Det er vistnok planen at bevare denne ordning. På det strafferetlige område er reglerne set fra vestlig side meget strenge, og dødsstraf fuldbyrdes for en række forbrydelser.

I overensstemmelse med gammel tradition opmuntrer staten stadig borgerne til at løse deres konflikter ved forhandling og forlig. Der er således indrettet et stort antal forligs- og voldgiftssteder, og domstolene opfordres til at henvise borgerne til dem eller til selv at mægle til forlig.

Korruptionen i forvaltningen og hos domstolene er et af Kinas største problemer. På den anden side lægger myndighederne i dag stor vægt på retten i samfundet. Ældre kinesere omtaler stadig lovene med en mild ironi, men mange jurastuderende og yngre jurister er besjælet af en uselvisk begejstring for jurastudiet og kæmper med stor iver for ret og retfærdighed. Fra begyndelsen af 2000-t. har det voksende antal af uddannede og højt kvalificerede jurister virket med til at højne den juridiske debat; mange af de jurister, der deltager i lovgivningsarbejdet, har studeret i Europa, og der publiceres god juridisk litteratur. Der offentliggøres også langt flere retsafgørelser end tidligere, og private borgere bruger domstolene mere end før, også til at anlægge sag mod myndigheder, hvad der dog stadig er en sejlads i hård modvind. Disse forhold vil muligvis kunne bidrage til at styrke the rule of law i Kina.

Forfatningen fastslår, at Kina er en retsstat. Hvis man ved retsstat forstår et samfund, der hviler på faste retsregler, som myndigheder og domstole anvender konsekvent og regelbundet, og hvor der findes instanser, der effektivt kontrollerer forvaltningen, domstolene og erhvervslivets store aktører, er Kina endnu ikke en retsstat.