betinget dom

Betinget dom, afgørelse, hvorefter den dømte er fundet skyldig, men ikke skal afsone straffen, medmindre fastsatte vilkår overtrædes. Som vilkår fastsættes, at den dømte i som oftest et eller to år ikke begår ny kriminalitet. Der kan fastsættes yderligere vilkår om, at den dømte undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, underkaster sig alkoholistbehandling m.v. Betinget dom blev indført i Danmark i 1905.

Betinget dom kan kombineres med op til seks måneders ubetinget fængsel, således at der fx idømmes ni måneders fængsel, hvoraf de syv måneder gøres betinget. Hvis den dømte inden fristens udløb begår ny kriminalitet, kan retten idømme straf for både den gamle og den nye kriminalitet. Retten kan også her vælge at kombinere de to elementer. Endelig kan retten i stedet lade den betingede dom stå og idømme en ubetinget for den nye kriminalitet. Hvis den dømte overtræder andre vilkår, kan retten også bestemme, at straffen skal afsones, men ofte fastsættes mindre indgribende foranstaltninger.

Om der kan idømmes helt eller delvist betinget dom afhænger af, om retten finder ubetinget straf upåkrævet, og om tiltaltes personlige forhold taler for betinget dom. I praksis afhænger afgørelsen primært af forbrydelsens grovhed og af, om tiltalte tidligere er straffet. Betinget dom anvendes i vidt omfang ved berigelsesforbrydelser. Efter flere års forsøgsordning blev der i 1992 indført bestemmelser om betingede domme på vilkår af, at den dømte udfører samfundstjeneste.