En emigrant er en person, som rejser fra sin hjemstat med henblik på at slå sig ned i udlandet. Betegnelsen emigration benyttes som oftest om frivillig udrejse, men kan også være påtvungen, fx tvunget eksil eller flugt af politiske årsager. En statsborgers ret til frit at bevæge sig ind og ud af hjemlandet har været et velkendt forfatningsretligt princip siden det engelske Magna Chartaaf 1215. Også Frankrigs forfatning af 1791 proklamerede retten for enhver til at forlade landet.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er blevet introduceret til det danske sprog, som et fransk låneord émigrant, af émigrer der betyder 'at udvandre'. Af latin emigrare.

Også kendt som

udvandrer

Folkerettens fædre, herunder Hugo Grotius, anså retten til at emigrere for en naturret. I dag indgår emigrationsretten som en menneskerettighed i flere af FN's konventioner, bl.a. konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination fra 1965 og konventionen om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966. Ifølge art. 12 i sidstnævnte "skal enhver have ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget". I konventionen er opregnet de få indskrænkninger, som kan gøres i retten til at emigrere; de skal være fastsat ved lov og være forenelige med de rettigheder, som konventionen anerkender.

Som folkeretligt udgangspunkt er emigration for en stats egne borgere statens interne anliggende, medmindre der består særlige traktatmæssige forpligtelser. Med hensyn til udlændinge antages det, at opholdsstaten ikke kan forbyde de pågældende at rejse ud af landet, når de har opfyldt deres lokale forpligtelser, specielt udstået skyldig straf.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig