Fiskere sejler flygtninge fra Danmark til Sverige, ca. 1945.
Under 2. verdenskrig sejlede danske fiskere flygtninge fra Danmark til neutrale Sverige. Ca. 1945

En flygtning er et menneske, der har forladt sit land på grund af forfølgelse. En flygtning er altså en person, der er blevet fordrevet fra sit hjemland og derfor er flygtet til et andet land.

Faktaboks

Også kendt som

en flygtning kan også betegnes som en tvungen migrant. I begyndelsen af 2020'erne er organisationer, der arbejder med flygtninge i stigende grad begyndt at anvende betegnelser som personer med flugterfaring for deres målgruppe. Dette udspringer af et ønske om ikke at reducere en forskelligartet gruppe individer til et enkelt fællestræk.

Politiske og religiøse konflikter, krig og intolerance har altid tvunget mennesker på flugt. Allerede i antikken anbefalede især religiøse skrifter at beskytte disse mennesker.

Europas turbulente historie har på forskellige tidspunkter ledt til, at både enkeltindivider og grupper er blevet fordrevet.

I middelalderen opstod flygtningestrømme som et resultat af krige mv., men også på grund af kristne landes intolerance over for anderledes troende. Jødiske flygtninge på flugt fra Europa kunne i overensstemmelse med islams lære opnå beskyttet status i muslimske lande, og mange fandt ligeledes beskyttelse i det hinduistisk dominerede Indien.

De franske protestanter, kaldet huguenotter, er et eksempel på en gruppe der blev drevet på flugt i 1600-tallet, og hvis efterkommere i dag findes i mange europæiske lande.

Flygtningebeskyttelse omkring 1. Verdenskrig

Flygtninge er på den måde et tidløst fænomen. Men over tid forandres de strukturer, der påvirker, hvordan flygtninge modtages og behandles. Etableringen af nationalstaten og udbredelsen af grænsekontrol, pas og visumkrav i årene omkring 1. Verdenskrig skabte behov for at finde løsninger for mennesker, for hvem de nye, hærdede grænser kunne være fatale.

Folkenes Forbund

Folkenes Forbund udpegede i 1921 Fridtjof Nansen til højkommissær for russiske flygtninge og senere også for fx syrere, armeniere, kurdere og tyrkere. På dette tidspunkt var den internationale flygtningebeskyttelse gruppebaseret. Den beskæftigede sig udelukkende med bestemte begivenheder og geografiske områder, ikke med den enkelte flygtnings individuelle flugtmotiv og baggrund.

Flygtningebeskyttelse under og efter 2. Verdenskrig

Erfaringerne fra 2. Verdenskrig synliggjorde behovet for at etablere et bedre internationalt system til at beskytte flygtninge.

Flygtningenes stilling under 2. Verdenskrig

Tyske flygtninge forlader Padborglejren
Af /Frihedsmuseets Fotoarkiv.
Licens: No known rights
Internerede tyske flygtninge i HIKs tennishal i Hellerup, sommeren 1945.
Internerede tyske flygtninge i HIKs tennishal i Hellerup, sommeren 1945.
Gyldendal.

Under holocaust fik tyske jøder afslag på indrejsetilladelse fra stater over hele verden, der kunne have tilbudt dem en sikker havn. At langt de fleste danske jøder overlevede holocaust skyldes både, at de fik støtte fra majoritetsbefolkningen, og at vores nærtliggende og neutrale naboland Sverige tog imod dem.

Danmark afviste imidlertid også Adolf Hitlers politiske modstandere ved grænsen og internerede dem, der alligevel nåede frem i bl.a. Horserødlejren. Senere udleverede man dem til det regime, de var flygtet fra.

Efter befrielsen befandt cirka 250.000 tyske flygtninge sig i Danmark, hvilket svarede til 5 pct. af den daværende danske befolkning. Flygtningene var interneret i lejre adskilt fra lokalbefolkningen. De sidste tyske flygtninge forlod Danmark i 1949.

Retten til at søge asyl

Det internationale ansvar for flygtninge blev i 1948 understreget ved, at artikel 14 i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fremhæver retten til at søge asyl (af græsk asylon 'tilflugtssted'). Dermed blev denne ret for første gang anerkendt som en grundlæggende menneskeret.

I 1951 etableredes FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, der skulle sikre juridisk og politisk beskyttelse for flygtninge, indtil de kunne opnå et nyt lands varige beskyttelse. Det er en kerneopgave for UNHCR at sikre varige løsninger på flygtningeproblemer, hvad enten dette sker gennem

  1. frivillig hjemvenden til oprindelseslandet, når situationen tillader det
  2. lokal integration i tilflugtslandet
  3. genbosætning i et tredjeland, der på frivillig basis påtager sig at aflaste de ofte betrængte nærområder til flygtningeproducerende lande (kvoteflygtninge).

Udfordringen i forhold til at skabe varige løsninger for flygtninge er, at FN nok kan give et menneske status som flygtning, men ikke give en flygtning asyl eller et nyt statsborgerskab. Det kan kun den stat, hvor vedkommende søger asyl. Og her kan både ressourcer og modstridende politiske interesser udgøre barrierer.

Flygtningeforskere har da også peget på, at en fjerde og mindre positiv ”varig løsning” har udviklet sig i praksis, nemlig den langvarige opbevaring af flygtninge i flygtningelejre med manglende adgang til borgerlige og politiske rettigheder. Et eksempel på dette er flygtningene fra Palæstina.

FN's flygtningekonvention

Danmark var blandt de første lande, der ratificerede FN's Konvention om Flygtninges Retsstilling fra 1951. FN's flygtningekonvention markerede et skifte hen imod en øget international retlig beskyttelse af det enkelte individ. Fokus blev flyttet fra den konkrete konflikt, der skabte flygtningesituationen, til det enkelte menneskes begrundelse for at søge beskyttelse.

Man opgav dog ikke helt at tage udgangspunkt i den specifikke situation, idet konventionen rettede sig mod europæiske flygtninge, som var flygtet på grund af begivenheder indtrådt før 1951. Denne geografiske og tidsmæssige begrænsning blev ophævet i 1967.

Sikring imod individuel forfølgelse

FN’s flygtningekonvention skulle bl.a. sikre flygtninge mod at blive sendt tilbage til det land, de var flygtet fra (kaldet refoulement), som mange var blevet i første halvdel af 1900-tallet.

En flygtning er ifølge denne konvention et menneske, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, hvori personen har statsborgerret, og som derfor ikke kan eller ønsker at søge dette lands beskyttelse.

Dette flygtningebegreb beskæftiger sig med individuel forfølgelse. Det sikrer derfor ikke beskyttelse af mennesker, der flygter som følge af generelle forhold i hjemlandet som fx krig, borgerkrig eller diskrimination.

Andre flygtningekonventioner i verden

FN’s flygtningekonvention er grundstenen i det internationale flygtningeregime. Men der findes andre konventioner, som opererer med et bredere flygtningebegreb.

Både i den afrikanske OAU-Konvention fra 1969 og i Cartagenadeklarationen, der blev vedtaget af de latinamerikanske lande i 1984, gives der en bredere flygtningedefinition. Denne omfatter bl.a. klart flygtninge fra krig og interne uroligheder.

De afrikanske stater vedtog den bredere definition på baggrund af de store flygtningegrupper, der fulgte i kølvandet på uafhængighedskrigene i 1960'erne.

Flygtninge i verden

Flygtninge på grænsen mellem Tunesien og Libyen, 2011.

.

Ifølge UNHCR var der 89,3 millioner mennesker på verdensplan, der ved udgangen af 2021 var tvunget på flugt. Det rekordhøje tal omfattede blandt andet 27,1 millioner flygtninge, 4,6 millioner asylansøgere og hele 53,2 millioner mennesker, der levede som internt fordrevne i hjemlandet.

De fleste flygtninge var på dette tidspunkt drevet på flugt fra kun fem lande: Syrien, Venezuela, Afghanistan, Sydsudan og Myanmar.

De lande i verden, der i 2021 husede flest flygtninge, var Tyrkiet, Colombia, Uganda, Pakistan og Tyskland.

Flygtningelejre

Hovedparten af verdens flygtninge opholder sig i lejre.

I de første faser af en flygtningetilstrømning er det som regel modtagerlandet og dets lokalbefolkning, der yder assistance og beskyttelse. Derefter vil modtagerlandet som oftest anmode FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om bistand. Bistanden kan ydes, hvis flygtningene er omfattet af UNHCR's mandat, eller hvis FN's medlemslande specifikt anmoder om organisationens ekspertbistand til en konkret opgave. UNHCR vil bistå modtagerlandets myndigheder med oprettelse af lejrene og koordination af den daglige drift. UNHCR skal bl.a. beskytte flygtningene mod ufrivilligt at blive returneret til hjemlandet samt beskytte kvinder og børn mod overgreb.

Andre FN-organisationer som WFP, UNICEF og WHO vil ofte deltage i arbejdet sammen med internationale humanitære organisationer, fx Røde Kors.

Den basale assistance

Bhutanske flygtninge foran sundhedsklinikken i en flygtningelejr i Nepal. 2008.
Bhutanske flygtninge foran sundhedsklinikken i en flygtningelejr i Nepal. 2008.
Licens: CC BY NC SA 3.0

At sikre den basale assistance, mad, husly og lægehjælp, kan være yderst vanskeligt. Det oplevede man fx i 1990'erne, hvor flere kriser end tidligere opstod i områder med kolde vintre, fx Bosnien, Armenien, Nordirak og Tjetjenien.

For at beskytte flygtninge mod militærangreb tilstræbes det, at lejrene ikke ligger for tæt på grænsen til hjemlandet. Samtidig kan dette sikre, at lejrene forbliver civile og ikke går over til at fungere som militærbaser for en opposition i eksil.

Flygtninge i Danmark

En flygtning kan komme til Danmark på to forskellige måder. Den ene mulighed er som kvoteflygtning i medfør af Danmarks aftale med UNHCR om frivillig genbosætning af flygtninge. Den anden er som spontan asylansøger, der gør brug af sin konventionssikrede ret til at søge beskyttelse.

Danmark har modtaget kvoteflygtninge siden 1979, selvom ordningen var sat i bero i perioden 2016-2019. I modsætning til asylansøgere er kvoteflygtninge allerede anerkendte flygtninge. De indstilles til genbosætning af UNHCR, fordi de ikke har udsigt til at kunne opnå en varig løsning på deres flygtningetilværelse på andre måder.

Genbosætning af kvoteflygtninge

Vietnamesisk flygtningepige i flygtningelejr i Malaysia. 1980.
De mange bådflygtninge fra 1970'ernes krise i Sydøstasien bragte genbosætning på dagsordenen. Vietnamesisk flygtningepige i flygtningelejr i Malaysia. 1980.

Siden en ændring af Udlændingeloven i 2005 har integrationsministeren besluttet hvilke flygtninge, der får tilbudt genbosætning i Danmark. Udvælgelseskriterierne er blevet ændret flere gange siden da.

Mange kvoteflygtninge har historisk set været familier med mindre børn, mens en mindre andel af den årlige kvote har været øremærket til enlige kvinder eller mennesker med behandlingskrævende sygdomme eller handicap. Da genbosætningsprogrammet blev genoptaget i 2020 var kvotens omfang nedjusteret fra ca. 500 til 200 flygtninge per år. De fleste af de kvoteflygtninge, der kom til Danmark i de første par år efter genåbningen, har været enlige mødre fra Congo.

Modtagelse af konventionsflygtninge

Siden ratificeringen af FN's flygtningekonvention i 1951 har Danmark modtaget en række flygtningegrupper fra verdens brændpunkter.

I 1954 etablerede en række danske civilsamfundsorganisationer under paraplyorganisationen Dansk Flygtningehjælp. Den første store opgave blev at modtage og integrere flygtninge fra Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956.

Senere kom bl.a. polske jøder, chilenere, vietnamesere, irakere, iranere, palæstinensere, somaliere, bosniere og albanere til Danmark.

Krigen i Eksjugoslavien

I første halvdel af 1990'erne stod Europa og Danmark over for et nyt stort regionalt problem, nemlig at skaffe hjælp til ca. to mio. flygtninge og internt fordrevne fra krigen i det tidligere Jugoslavien. Ved konfliktens begyndelse forsøgte myndighederne at behandle ansøgninger om asyl efter de normale retningslinjer. Men antallet af sager og kompleksiteten førte til, at bl.a. Danmark i 1992 indførte en særlov. Den gav midlertidig beskyttelse til flygtninge fra Bosnien-Hercegovina.

Det var et eksempel på, at Danmark og andre europæiske lande forsøgte at etablere en beskyttelse, der kombinerer konfliktspecifikke ordninger som i 1920'erne og 1930'erne med det generelle system fra FN's Flygtningekonvention.

Asylcentrene

Center Sandholm.
Asylcenteret Center Sandholm, også kendt som Sandholmlejren, er en tidligere kaserne i Nordsjælland. Det er modtagercenter for alle nye asylansøgere i Danmark, og det kan huse op til 1.200 personer ad gangen.
Center Sandholm.
Af /Ritzau Scanpix.

Flygtningelejre i Danmark og andre steder i den vestlige verden betegnes i dag ofte som asylcentre eller flygtningecentre.

I Danmark er der forskellige kategorier af asylcentre, hvor asylansøgere indkvarteres på baggrund af deres sårbarhed eller hvilket stadie, deres asylsag befinder sig i. Disse omfatter fx registrerings- og modtagecentre, opholdscentre, centre for uledsagede mindreårige asylansøgere og udrejsecentre for afviste asylansøgere og andre udlændinge i udrejseposition.

Driften af asylcentrene

Asylcentrene drives af forskellige operatører på vegne af Udlændingestyrelsen. Røde Kors har drevet asylcentre siden åbningen af det første asylcenter, Næsseslottet, i 1984. I 1990'erne fik organisationen selskab af Beredsskabsstyrelsen, og efter årtusindeskiftet fik kommunerne mulighed for selv at drive asylcentre. I 2016 blev Kriminalforsorgen driftsoperatør på udrejsecentrene i Sjælsmark og Kærshovedgård.

Nyere flygtningegrupper i Danmark

Den syriske borgerkrig førte i årene 2014-2016 mange syriske flygtninge til Europa, en situation der af nogle bliver kaldt EU’s Flygtningekrise 2015. Danmark og en række andre europæiske stater reagerede ved at genindføre grænsekontrol og midlertidig beskyttelse som under borgerkrigen i Jugoslavien i 1990’erne. Danmark modtog i alt cirka 31.000 syriske flygtninge i årene omkring 2015.

Paradigmeskiftet i 2019

I 2019 blev det indskrevet i den danske udlændingelov, at alle opholdstilladelser til flygtninge gives med henblik på midlertidigt ophold. Dette såkaldte paradigmeskifte har gjort det sværere for flygtninge at opnå permanent ophold, og det har udvidet den tidsperiode, hvor deres opholdsstatus er usikker. Flygtninge kan dog stadig opnå permanent ophold i Danmark, hvis de opfylder forskellige krav til sprogkundskaber, selvforsørgelse og viden om dansk kultur og samfund.

Flygtningene fra Ukraine i 2022

Ukrainsk kvinde på flugt fra krigen i Ukraine i 2022. Fotograferet gennem togvindue på Przemyśl Główny Station i Polen.

Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 udløste en krig, der alene i sine første tre måneder drev 6 millioner ukrainere til at forlade deres land. I Danmark fik ukrainerne en varmere velkomst end nogen anden flygtningegruppe i nyere tid.

Mange ukrainere opfyldte imidlertid ikke de juridiske kriterier for at opnå asyl i Danmark. Folketinget vedtog derfor en særlov, der gør det muligt at give ukrainere på flugt fra krigen opholdstilladelse og ret til at arbejde i Danmark frem til foråret 2024.

I perioden fra særloven trådte i kraft den 17. marts 2022 til 18. december 2022 fik 32.503 ukrainere en midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Ukrainerne har bosat sig i alle danske kommuner, men København, Aarhus, Aalborg og Viborg har taget i mod flere ukrainere end resten af landets kommuner. I september 2023 forlængede Danmark den oprindeligt to-årige særlov med et år. Ukrainernes opholdstilladelser udløber dermed i marts 2025.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig