Ejendomsforbehold, vilkår i en aftale om kreditkøb, der indebærer, at sælgeren forbeholder sig ejendomsret over det solgte eller ret til at tage det solgte tilbage, indtil køberen helt eller delvist har betalt købesummen. Reglerne om ejendomsforbehold står i Kreditaftaleloven, som indeholder en række ufravigelige regler til beskyttelse af køberen. Beskyttelsen er mest vidtgående i forbrugerkøb, dvs. køb, der er indgået mellem en handlende og en privat person. Kreditaftalelovens regler om ejendomsforbehold finder tillige anvendelse på aftaler om leje, hvis meningen må antages at have været, at lejeren af en genstand skal ende med at blive ejer af den.

Kreditaftaleloven opstiller en række betingelser for, at et ejendomsforbehold kan anses for gyldigt, herunder at forbeholdet aftales senest ved varens overgivelse til køberen. I forbrugerkøb er det ligeledes en betingelse, at køberen senest ved varens overgivelse har betalt en mindsteudbetaling, som i 1995 udgør 20% af kontantprisen.

Overholder køberen ikke de aftalte vilkår for betaling, giver loven nærmere regler for, hvornår sælgeren kan tage det solgte tilbage, og for, hvordan parternes mellemværende skal opgøres. I forbrugerkøb skal sælgeren som udgangspunkt tage det solgte tilbage som fuld og endelig afgørelse af parternes mellemværende. I erhvervsmæssige køb, dvs. køb, der er indgået mellem to handlende, kan sælgeren altid forlange, at køberen betaler eventuelle restfordringer, og sælgeren kan søge hele sit pengekrav inddrevet hos køberen i stedet for at tage det solgte tilbage.

Kreditaftaleloven finder ikke anvendelse på ejendomsforbehold i erhvervsmæssige køb med tilladelse til videresalg, de såkaldte konsignationskøb. En konsignationsaftale går i almindelighed ud på, at en leverandør, fx en fabrikant, importør eller grossist, overgiver en forhandler et varelager til videresalg, men således at leverandøren forbeholder sig ejendomsretten, indtil videresalg har fundet sted. Det er samtidig ofte aftalt, at forhandleren har såvel ret som pligt til at returnere usolgte varer. For at leverandørens ejendomsret kan anerkendes som gyldig i forhold til forhandlerens kreditorer, kræves ifølge retspraksis, at en række betingelser er opfyldt, herunder at forbeholdet aftales senest ved overgivelsen til forhandleren. Leverandøren skal endvidere føre nøje kontrol med, at forhandleren disponerer over det modtagne i overensstemmelse med aftalen, og at der sker afregning af købesummen i takt med videresalget.

Ejendomsforbehold i fremmed ret

I erhvervsmæssige køb i Tyskland bruges foruden et simpelt ejendomsforbehold (einfacher Eigentumsvorbehalt) også et forlænget (verlängerter), der optræder i to forskellige udformninger. Ifølge den ene udformning skal en køber, der videresælger en vare på kredit, overlade det ejendomsforbehold, som han tager hos sin køber, til den oprindelige sælger. Ifølge den anden giver en køber den oprindelige sælger ejendomsforbehold i den nye ting, som den købte forarbejdes til. Herudover benyttes i tysk ret ofte et udvidet (erweiterter) ejendomsforbehold, der betyder, at en sælgers ejendomsret i tingen bevares, indtil køber har betalt sælger al sin gæld i deres løbende forretningsmellemværende. Dette ejendomsforbehold kendes også i engelsk ret. I modsætning til i dansk ret kræves det ikke i tysk eller engelsk ret, at de solgte genstande er specificerede og skal kunne identificeres, når ejendomsforbeholdet gøres gældende. Trods talrige forsøg er det endnu ikke lykkedes at gøre reglerne om ejendomsforbehold og andre sikkerhedsrettigheder i løsøre ensartede på et europæisk eller internationalt plan; der arbejdes på det i Study Group of a European Civil Code.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig