Faktaboks

Martin Kongstad
Født
3. oktober 1963
Martin Kongstad
Martin Kongstad. Foto fra 2018.
Martin Kongstad
Af /Ritzau Scanpix.

Martin Kongstad er en dansk journalist og forfatter. Martin Kongstad indledte i begyndelsen af 1990'erne en karriere som journalist for Euroman, Politiken, Berlingske Tidende og en række andre magasiner og aviser. Gradvist begyndte han tillige at skrive teater- og reklamefilmmanuskripter og siden også filmmanuskripter.

Han har desuden været tilrettelægger og redaktionel medarbejder ved tv-produktioner og medvirket som skuespiller i Jonas Elmers film. I 1999 blev Martin Kongstad tildelt Statens Kunstfonds toårige arbejdslegat.

Martin Kongstad debuterede som forfatter med en novelle i Euroman i 1997, og i 2003 skrev han det humoristiske generationsportræt Dengang i 80'erne sammen med Henrik Vesterberg (f. 1963).

I 2009 udsendte Martin Kongstad novellesamlingen Han danser på sin søns grav, et indsigtsfuldt og konfronterende portræt af den kreative klasses genvordigheder, der samme år blev tildelt Debutantprisen. Som en selvstændig opfølgning til Han danser på sin søns grav udsendte Kongstad i 2013 sin første roman, Fryser jeg, et opgør med det monogame parforhold. I 2018 udkom den anmelderroste roman Kokken der holdt op med at rødme, og i 2020 udgav han biografien Casper om Casper Christensen.

Martin Kongstad har fra 2004 været direktør for Tisvildeleje Revyen, som han også selv skriver tekster til.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig